Valgmøde om bæredygtige byer
Debatmøde.jpg
Jørgen Boelskov, Martin Peter Jensen, Dan Kornbek Christiansen og Niels Boye. Foto: Birgit Boelskov
GLOSTRUP. Mandag i sidste uge var der valgmøde med emnet bæredygtige byer, der er FN’s 11. verdensmål. Partierne tog med, at de skal stå fast i planerne om bymidten

Mandag holdt Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre i Glostrup valgmøde. Mødet havde fokus på FN’s verdensmål om bæredygtige byer.
– Det var et godt møde. Der kom 22, der var nogle fra Det Radikale Venstre og nogle fra Det Konservative Folkeparti, men der var også nogle løse tilhørere. Vi havde en god debat, hvor vi var meget enige, siger Jørgen Boelskov, lokalformand for Det Radikale Venstre, der indledte mødet.
Niels Boye, der arbejder med regionalt samarbejde på tværs af grænser i Norden og i EU samt med bæredygtige og smarte byer via EU interreg programmer fortsatte mødet. Han talte om at skabe bæredygtige, smarte byer, hvilket afhænger af tre faktorer: den sociale, den miljømæssige og den økonomiske.
Det var her, de to partier lærte noget nyt.
– Der, hvor vi blev klogere, er på, at der skal nogle mennesker ind i kommunalbestyrelsen, der sørger for, at planerne for bymidten ikke skrider. Der er nogle rigtig gode bæredygtige tanker i planerne om bymidten. Men når den økonomiske virkelighed viser sig, så er det ofte, at de gode intentioner skrider. Der skal kommunalbestyrelsen holde fast, siger Jørgen Boelskov.
Martin Jensen fra Det Radikale Venstre tog udgangspunkt i miljøet. Der er plastic, ikke alene i havene, men også i honning og i vores øl, og insektbestanden er dramatisk faldende. Blomster og bier billedet har en alvorlig side i forhold til faldende sædkvalitet og evne til at få børn.
Dan Kornbek Christiansen fra Det Konservative Folkeparti tog udgangspunkt i, hvad der skaber bæredygtige og mere smarte byer med et bedre miljø. Skabe rammerne for det gode liv. Jo større økonomisk råderum folk har, jo større sandsynlighed er der for, at de træffer bæredygtige og smarte valg i dagligdagen, mener han.
Der var bred enighed om, at fokus skal være på udviklingen af den kollektive og den private trafik samt på fremtidens transportbehov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top