Vestbads historiske friluftsbad bliver fredet
Vestbad.jpg
Vestbads friluftsbad er nu blevet fredet. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Slots- og Kulturstyrelsen har netop besluttet at frede friluftsbadet Vestbad. Dermed er der givet grønt lys til, at det historiske friluftsbad kan genopstå

Det vakte stor glæde i Brøndby og Rødovre Kommune, da Den A.P. Møllerske Støttefond, sidste år valgt at bevillige et tocifret millionbeløb til arbejdet med at restaurere friluftsbadet Vestbad og føre udendørsarealerne tilbage til deres oprindelige udseende.
Kommunerne ejer Vestbad og betaler tilsammen 13 mio. kr.
Forudsætningen for gaven var dog, at friluftsanlægget blev fredet. Det er nu sket. Og med Slots- og Kulturstyrelsens beslutning om at frede friluftsbadet, kan arbejdet med restaureringen begynde primo 2018.
Friluftsbadet, der i dag er nedslidt og medtaget, skal nu føres tilbage til dets oprindelige udseende.
Det betyder, at bassinerne, parkanlægget, trafiklegepladsen med Hønen samt de oprindelige bygninger genoprettes, så det kommer til at fremstå, som da det i sin tid blev bygget.
– Det er en fantastisk gave, vi har fået af Den A.P. Møllerske Støttefond. Derfor er det naturligvis glædeligt, at Slots- og Kulturstyrelsen har besluttet at frede friluftsbadet, siger Kent Max Magelund (S), borgmester og formand for bestyrelsen.
Håbet er, ifølge Kent Max Magelund, at det renoverede Vestbad skal tiltrække mennesker fra nær og fjern:
– Når det smukke, gamle friluftsbad genopstår og faciliteterne indenfor samtidig bliver topmoderne, så bliver Vestbad jo ikke alene et lokalt udflugtsmål, men en enestående kulturhistorisk perle. Så vi er meget taknemmelige for den støtte, vi har fået til projektet.
Konsekvenserne af fredningen er, at der fremover skal søges om tilladelse hos Slots- og Kulturstyrelsen, hvis der skal foretages bygningsarbejder eller lignende, der rækker ud over almindelig vedligeholdelse.

Vestbad ligger på grænsen mellem Rødovre og Brøndby og er ejet af de to kommuner i fællesskab. Det blev indviet som friluftsbad i 1958. I 1970 blev det udvidet med indendørs svømmehal og træningshal. Siden er det blevet udvidet med bl.a. wellness-afdeling og vandlegeområde.

Rødovre og Brøndby kommune har fået tilsagn om støtte på 31,8 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond til restaurering af Vestbads friluftsbad og park.

Parken og helhedsplanen for området er oprindeligt tegnet af den internationalt anerkendte landskabsarkitekt C. Th. Sørensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top