Beboerdemokrati, Gadager og Glostrup Boligselskab?
DEBAT. Af Hanne Stærke, Gadager 5, 2600 Glostrup

Under henvisning til mit læserbrev i forrige uge, skal jeg pointere, at jeg på ingen måde, forholder mig til eksakte personalesager, det vedkommer ikke os beboere. Men hvor vi finder besparelser over hele linjen, det kunne fint have været gjort med beboerinddragelse i forhold til fremtidige beslutninger.
Og det er helt rigtigt, at vi skal passe godt på huslejen. Dog skal vi tænke ekstra godt, specielt på de ældre beboere, der vil komme til at mangle de to lokale driftskontorer. For dem, kan det betyde manglende tryghed. Vi bor i et lille boligselskab, og der skal også være plads til hensyntagen og medmenneskelighed. Jeg ved godt, at de pt. holdes åbne, men færre ældre beboere bliver der nok ikke.
Jeg er spændt på at se besparelsen på udlicitering. Det, der bliver udliciteret, skal jo også gennemføres på overenskomstmæssige vilkår. Som jeg kender Glostrup Boligselskab, gennem mange år, så entrerer de sig jo ikke med et firma uden overenskomst, de har altid haft en høj moral/etik, det formoder jeg ikke, de går på kompromis med.
Vi bor i ”verdens bedste boligselskab”, og det skal det fortsat være.
Vi skal passe godt på GB, ansatte og beboere.
Kurt Arve Jensen, jeg indikerer ikke, at 2020-planen er til fri fortolkning, det er det der står i 2020-planen, jeg forholder mig til.
Og Kurt, det er, undskyld udtrykket, tarveligt, at sige, at du tidligere har fortalt mig, at det var en banal forglemmelse, at min indsigelse ikke blev referatført på afdelingsmødet. Banal, vil jeg nu ikke kalde det. Ja, det gjorde du, da vi mødtes tilfældigt, og jeg fortalte dig, at jeg havde lavet et læserbrev til Folkebladet, og selvfølgelig også lagt en kopi til dig i afdelingsbestyrelsens postkasse, det var ved den lejlighed, du fortalte, at det måtte være en forglemmelse.

Svar:
Af
Kurt Jensen og Bitten Mathiesen, på vegne af Organisationsbestyrelsen

Vi er helt enig i, at vi skal passe på Glostrup Boligselskab, vores ansatte og vores beboere, det arbejder organisationsbestyrelsen i Glostrup Boligselskab hver eneste dag. Derfor går vi naturligvis heller ikke på kompromis hvad angår social ansvarlighed, og tager derfor kraftigt afstand fra benyttelsen af håndværkere, der ikke arbejder under dansk overenskomst, hvorfor vi forventer at vores samarbejdspartnere udelukkende benytter overenskomstansatte i løsningen af opgaver for vores Glostrup Boligselskab.
Mht. referat, så blot for en god ordens skyld, så har referenten ansvar for selve indholdet af referatet og dirigenten underskriver som mødeleder, det vil sige ansvaret for referatet ligger ikke hos formanden for afdelingsbestyrelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top