Breve til kommende pensionister vedtaget
GLOSTRUP. Glostrup Kommune skal i fremtiden gøre borgere opmærksomme på, at de skal huske selv at søge om folkepension

Borgere, der nærmer sig alderen, hvor man opnår ret til folkepension, får i fremtiden et brev fra Glostrup Kommune, der gør dem opmærksomme på, at de skal huske selv at søge om folkepension.
Tidligere var det Udbetaling Danmark, der sendte de breve, men det er sparet væk.
– Staten har en idé om, at der skal spares i alle mulige hjørner. Her har de besluttet, at Udbetaling Danmark skal spare på brevene til kommende folkepensionister, simpelthen droppe, at brevene bliver sendt ud. Det synes vi er en dårlig idé. For Glostrups vedkommende handler det om 200 pensionister på årsbasis. Jeg synes det er vores pligt at sørge for, at alle de 200 får deres folkepension, selvom de 199 måske godt selv kan finde ud af det og er opmærksomme på det selv. Vi skal have alle med, sagde Flemming Ørhem (DF), der havde stillet forslaget.
Det citat kunne Hanne Nielsen fra Socialdemokratiet ikke lade ligge.
– Jeg bliver altid glad, når man citerer Anker Jørgensen, det kan ikke gøres for tit, sagde hun og fortsatte:
– Socialdemokratiet er glade for at være med til at stemme for det forslag. Vi er de næste 10 til 20 år nødt til at støtte de mennesker, der ikke er i computeralderen. Det koster nogle penge og er lidt irriterende, men vi hjælper nogle mennesker, sagde hun.
Forslaget koster samlet set cirka 15.000 kroner om året. Af dem går 1.000 kroner til porto enten via digital post eller via almindeligt brev. Det vil koste 7.500 kroner i lønudgifter at finde de relevante borgere i cpr-registret og sende brevene ud, og cirka 6.000 kroner om året til at en medarbejder i Glostrup kan svare på opfølgende spørgsmål, som Udbetaling Danmark i virkeligheden burde svare på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top