Brøndby missede pokalsejren
DSC_1261.jpg
Eva Mielskov Bang og Trine Noer Kjelstrup og resten af Brøndby Volleyball Klubs kvinder måtte lørdag nøjes med sølvmedaljer i pokalturneringen. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Brøndby måtte tage til takke med sølv ved finalestævnet i årets pokalturnering i volley. Heller ikke prisen som årets spiller kom med hjem til Brøndby

Søndag spillede Brøndby Volleyball Klubs damer finale i landspokalen.
Optakten havde været fantastisk med en sejr i Øresundsligaen om tirsdagen, over de svenske mestre fra Engelholm, og med en sikker 3-0 sejr over Elite Volley Aarhus i lørdagens landspokalsemifinale.
Men søndag, hvor den første af sæsonens titler skulle hentes hjem, viste Brøndbys volleykvinder ikke den fornødne styrke og overblik i de afgørende situationer.
Dermed lykkedes det Holte IF at fraviste Brøndby pokalen, som holdet ellers har vundet de seneste tre år.

Lod sig indhente
Søndagens pokalfinale var en gentagelse af de seneste mange års pokalfinaler, da Brøndby og Holte har stået overfor hinanden i seks ud af de seneste syv pokalfinaler.
Og faktisk så det flere gange i løbet af kampen ud til, at Brøndby skulle fortsætte med at have overtaget over Holte. For Brøndby tog føring i alle tre sæt, men i hvert sæt tog Holte mod slutningen af sættene det afgørende ryk frem mod sætsejrene.
Generelt lå Brøndbys angrebsstyrke en del under det normalt høje niveau, på nær i første sæt, hvor Trine Kjelstrup gjorde det rigtigt godt.
Men de gode takter blev ikke fulgt op af serverne. Ikke mindre end syv servefejl blev det til i sættet og Holte vandt sættet 25-22.
Også i andet sæt kom Brøndby til en føring, som på et tidspunkt var helt oppe på syv point, ved stillingen 13-6. Desværre var der i perioden derefter to fejlbedømte bolde, hvor Brøndbyforsvaret gik efter to Holteangreb, som ville have været ude over baglinjen. Desværre blev aktionerne kikset og i stedet for at få et gratis point, forærede Brøndby i stedet Holte to billige point. Som i første sæt, gik sættet til Holte med 25-22.
Tredje sæt var med et noget tandløst Brøndby angreb. Libero, Asli Ersózoglu, og Alina Sode præsterede et solidt forsvarsarbejde, men de efterfølgende angreb havde ikke nok effekt og sættet gik overbevisende til et godt spillende Holtehold med 25-20.

Fejl og lavere niveau
Efter kampen var Eva Mielskov Bang, anfører og hæver for Brøndbys volleykvinder, heller ikke tilfreds:
– Det var ærgerligt og ikke tilfredsstillende. Vi lavede alt for mange fejl.
Især ærgrede det Eva Mielskov Bang, at hun og resten af holdet satte en stor føring i andet sæt over styr:
– Vi var inde i en god serveperiode, og så pludselig går det den anden vej. Det er svært at sige, hvad der præcist sker. Men det er som om, vi bliver bange for at tabe. For flere af spillerne er det første gang, de er med i en finale, og så kommer det pludselig til at tænke over det.
Sammen med kantspilleren Trine Noer Kjelstrup er Eva Mielskov Bang holdets bærende kræfter, og det blev i lørdagens finale spilafgørende, at Trine Noer Kjelstrup ikke spillede en af sine bedste kampe, fortæller Eva Mielskov Bang:
– Trine havde ikke en af sine bedste dage. Hun leverer normalt på meget højt niveau, og når hun ikke gør det, så får det konsekvenser for holdet.

Gik til en anden
Efter finalen lørdag blev årets danske spiller kåret. Her var, som Folkebladet kunne fortælle i sidste uge, både Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang nominerede. Men det blev imidlertid ingen af de to, der løb med prisen.
Æren tilfaldt i stedet Trine Rask-Nielsen fra Elite Volley Aarhus.
En kåring, der overrasker Eva Mielskov Bang:
– Jeg synes helt ærligt, at Trine havde fortjent prisen. Men sådan skulle det ikke være. Det er spillerne i klubberne, der stemmer om, hvem, der skal have prisen, og der kan derfor være mange grunde til, at Trine ikke fik prisen, som hun ellers havde fortjent.
Der er nu pause i turneringerne frem til 14. januar, hvor Brøndby i Volleyligaen igen skal møde Holte IF.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top