Døgnrapporten
dognrapporten.jpg
HELE OMRÅDET. Uddrag fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport for uge 49 og 50

Politiet efterforsker villaindbrud
GLOSTRUP.
Lørdag den 9. december kl. 17.30 kørte en patrulje til et hus på Rørsangervej i Glostrup for at foretage en gerningsstedsundersøgelse og indsamle eventuelle brugbare spor, efter husets beboer havde anmeldt, at der havde været indbrud.

Politiet kørte til harmonikasammenstød på motorvej
BRØNDBY.
Mandag den 11. december kl. 08.11 modtog politiet en anmeldelse om, at der var sket et harmonikasammenstød på Holbækmotorvejen i Brøndby, hvor i alt tre biler var involveret. Førerne af de tre biler var kvinder fra henholdsvis Roskilde, Vordingborg og Faxe, og ingen af dem kom til skade.

18-årig tildelt straksbøde i forbindelse med butikstyveri
BRØNDBY.
Mandag den 11. december kl. 13.30 fik en 18-årig mand fra Rumænien tildelt en straksbøde i forbindelse med, at han blev sigtet for butikstyveri i et supermarked på Søndre Ringvej i Brøndby. Han erkendte, at han havde stjålet fra butikken.

48-årig sigtet for kørsel i frakendelsestiden
BRØNDBY.
Tirsdag den 12. december kl. 12.55 erkendte en 48-årig mand fra Brøndby, at han havde kørt bil på trods af, at han har fået frakendt sin førerret, da han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden i forbindelse med en standsning på Brøndbyvester Boulevard i Brøndby.

Politiet efterforsker villaindbrud
GLOSTRUP.
Tirsdag den 12. december kl. 17.40 kørte en patrulje til Stadionvej i Glostrup for at foretage en gerningsstedsundersøgelse, efter en 69-årig mand havde anmeldt, at han havde haft indbrud i sit hus.

20-årig kvinde sigtet i flere forhold
GLOSTRUP.
Onsdag den 13. december kl. 18.20 blev en 20-årig kvinde fra Høje-Taastrup sigtet for narkokørsel, da en patrulje bragte hende til standsning i en personbil på Nordre Ringvej i Glostrup, hvor en test gav udsalg for kokain og cannabis. Hun blev også sigtet for kørsel i frakendelsestiden og for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, da der i forbindelse med ransagning af hendes bil blev fundet en større mængde hash. Kvinden blev anholdt og bragt til Albertslund Politigård, hvor hun erkendte sig skyldig i sigtelserne.

51-årig kvinde sigtet for vigepligtforseelse
BRØNDBY.
Torsdag den 14. december kl. 07.51 blev en 51-årig kvinde fra Vallensbæk sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt, da hun i forbindelse med et venstresving på Park Allé i Brøndby ramte en 26-årig kvindelig fodgænger. Fodgængeren blev kørt til rutinetjek på et nærliggende hospital, men kom ikke alvorligt til skade.

57-årig mand sigtet for spirituskørsel
GLOSTRUP.
Torsdag den 14. december kl. 16.23 bragte en patrulje en personbil til standsning på Statenevej i Glostrup og sigtede føreren, en 57-årig mand fra Rudersdal, for spirituskørsel, da han havde en promille over det tilladte.

39-årig sigtet for butikstyveri
BRØNDBY.
Torsdag den 14. december kl. 16.30 erkendte en 39-årig mand fra Brøndby, at han havde stjålet flere mad- og drikkevarer fra et supermarked på Nygårds Plads i Brøndby, da en betjent sigtede ham for butikstyveri.

Patrulje beslaglagde bil
GLOSTRUP.
Torsdag den 14. december kl. 17.45 beslaglagde politiet en personbil på Bjergbakkevej i Glostrup, da en 44-årig mand fra Egedal endnu en gang blev sigtet for kørsel uden førerret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top