Historier fra arkivet
HistorierFraArkivet.jpg
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

19. december 1987
Souschef røg ud på ble- og whiskytyveri på sygehuset
Københavns amt anlægger tjenestemandssag mod souschefen på Glostrup Sygehus
GLOSTRUP. Udgifter til blandt andet whisky og bleer førte onsdag aften til, at Københavns amtsråd på lukket møde vedtog at føre tjenestemandssag mod souschefen ved Glostrup Sygehus, Wenzel Olsen.
Kontorchefen fratrådte midlertidigt i oktober, hvorefter amtet indledte undersøgelser. I hans stilling, som blandt andet omfatter personaleadministration af 3.600 medarbejdere, er konstitueret Jørgen Andersson.
Amtet mener ikke at have fået en tilstrækkelig fornuftig forklaring på udgifter på 15.000 kr., som kontorchefen har påført sygehuset det seneste år.
Han har brugt 5-6.000 kr. til papirsbleer til et barnebarn. Penge, som han i øvrigt har tilbagebetalt, efter at sagen er startet. Dertil kommer der repræsentationsudgifter til spiritus og vin, som amtet ikke har villet godkende. Endelig er der flere mindre poster, som har skabt undren hos souschefens foresatte.
En dommer ved Østre Landsret skal lede tjenestemandssagen. I amtet betragtes sagen indtil videre som mere trist end stor. Men der er usikkerhed om, hvad der kan komme for dagen, når der skal graves tilbage i regnskaberne de mange år, kontorchefen har siddet på sin post.
Wenzel Olsen siger til Folkebladet, at han ikke er suspenderet. Derudover ønsker han ikke at kommentere sagen.
New

21. december 1997
Tjen penge på at samle batterier
Alle Vallensbæks grupper og foreninger for børn og unge kan indsamle batterier, og tjene penge ved at aflevere dem hos VEGA
VALLENSBÆK. Der er penge i gamle batterier. VEGA (et fælleskommunalt affaldsselskab, ejet af Vallensbæk, Albertslund og Høje Taastrup Kommuner, red.) tilbyder nemlig penge pr. kilo batterier, der indsamles.
Alle husholdningsbatterier i ”hverdagsstørrelse” kan indsamles. Derimod hører de større batterier fra eksempelvis biler ikke med i denne kampagne.
Det er navnlig de genopladelige nikkel-cadmium batterier, der er penge i. Nikkel-cadmium batterier indbringer således 50 kroner pr. kilo, mens resten af batterierne giver 1,50 kroner pr. kilo. Har man selv sorteret batterierne, får man 60 kroner pr. kilo nikkel-cadmium, mens prisen for de øvrige batterier fortsat er 1,50 kroner.
– Et almindeligt, genopladeligt batteri til en walkman vejer cirka 22 gram og batterienheden i en mobiltelefon er omkring 150 gram. Så der skal ikke så mange til for at nå op på et betydeligt beløb, der kan bruges til eksempelvis et håndboldholds eller en spejdergruppes aktiviteter, siger VEGA’s formand, Svend-Erik Hermansen.
De indsamlede batterier kan indsamles og afleveres hos VEGA frem til 1. februar 1998. Man kan låne kasser hos VEGA i passende størrelse. Batterierne bliver nemlig hurtigt tunge at bakse med, hvis de er samlet i store kasser eller sække.
Tob

29. december 2007
Udsigt til slanke højhuse
Brøndby Kommune har droppet idéen om skyskrabere på op til 50 etager i Brøndby Strand Centrum. Nu sigtes der på fire højhuse på hver 20 etager
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen i Brøndby har nu lagt sig fast på de grove linier for, hvad der skal bygges i Brøndby Strand Centrum de kommende år.
Det arkitektforslag, som et stort flertal i kommunalbestyrelsen peger på, lægger op til i alt cirka 300 nye ejerboliger, der dels skal placeres i fire slanke højhuse på hver 20 etager ned mod S-banen, dels i et lavere byggeri på 2-3 etager i et ”bybånd” langs Esplanadeparken. Dermed er tankerne om højhuse på helt op til 50 etager i Brøndby Strand, som borgmester Ib Terp på et tidspunkt nævnte som en mulighed, droppet.

Tre forslag
Kommunalbestyrelsen var inden mødet forleden blevet præsenteret for tre forskellige arkitektoplæg fra henholdsvis Arkitektfirmaet Arkitema, Kristine Jensens Tegnestue og Aart. Alle, med undtagelse af SF’s Vagn Kjær-Hansen stemte for forslaget fra Aart, mens SF’s Vagn Kjær-Hansen foretrak arkitektfirmaet Arkitemas forslag, som lagde op til at bygge tre pyramidelignende højhuse i centrum af Brøndby Strand.
– Jeg synes, det er lidt ærgeligt, at flertallet ikke tør hoppe på forslaget om pyramidebyggeri. Jeg mener, det ville tilføre Brøndby Strand noget nyt, sagde Vagn Kjær-Hansen.
Han stod imidlertid temmelig alene med sit synspunkt, for resten af kommunalbestyrelsen foretrak forslaget fra Aart.
Tob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top