Lys i juletræ og blodbøg
Juletræ-2.jpg
Så er der lys i blodbøgen igen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Torsdag kom der lys i juletræet foran rådhuset og den store blodbøg, der står overfor Danske Bank

Torsdag lige efter solnedgang var omkring 100 mennesker samlet på pladsen foran rådhuset, hvor borgmester John Engelhardt skulle tænde juletræet og blodbøgen på Hovedvejen.
Han opfordrede folk til at tage den lidt med ro i en hektisk tid.
– Julemåneden kan godt opleves lidt hektisk. Mange har kalenderen fuld af arrangementer. Men i stedet for at sprinte afsted for at nå det hele, så tror jeg, det er vigtigt, at vi gør os umage for lige at stoppe op, trække vejret dybt og få pulsen helt ned. For det vigtigste ved julen er at være til stede og være nærværende overfor vores familie og venner, sagde han.
Han huskede også på de mange, der ikke har travlt hele december.
-Er der ekstra overskud i ”reservetanken” at give af, så er der helt sikkert mange mennesker, der godt kunne bruge lidt juleomsorg og varme. For julen kan føles meget ensom for de mennesker, der ikke har et stort netværk. Dem, der ikke har en familie at dele julen med, sagde han.
Derefter tændte han lyset i juletræet og bød gæsterne, der primært var ansatte på rådhuset med familier, på gløgg og æbleskiver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top