Nye åbningstider på Glostrup Apotek
Glostrup-Apotek-pressefoto-.jpg
Fra nytår kan man ikke længere få medicin midt om natten på apoteket. Foto: Glostrup Apotek
GLOSTRUP. Fra den 1. januar 2018 har Glostrup Apotek åbent alle årets dage fra 06.00 til 24.00. På Glostrup Apotek vil der således stadig være aftenåbent - og der vil kun blive lukket i de sene nattetimer

Det er de nye regler for vagtordningen, der træder i kraft den 1. januar, som ændrer åbningstiderne på en række af landets apoteker. Den nye vagtordning er en udløber af Apotekerloven fra 2015, hvor Folketinget har besluttet at der skal spares på vagtapoteksordningen. Fremover er der kun et apotek i landet, der har døgnåbent, mens de nuværende døgnapoteker vil have åbent kl. 06.00 – 24.00.
– Hver dag året rundt vil det fortsat være veluddannede farmakonomer og farmaceuter, der er klar til at sikre et højt fagligt niveau og en god service, når kunderne får udleveret deres medicin på apoteket, fortæller apoteker Kristian Østergaard.
Han understreger, at det selvfølgelig også gælder i aftentimerne og i de tidlige morgentimer.
Når apoteket efter nytår skal lukke til midnat, overtager regionens akutberedskab ansvaret for adgangen til medicin ved eksempelvis akut opstået sygdom og andre behov, som ikke kan udsættes til næste morgen klokken 06.00, hvor Glostrup Apotek åbner igen. Det betyder, at det efter midnat er regionens lægevagter og akutmodtagelser, der har ansvaret for akut medicin. Læs mere på www.apoteket.dk eller www.regionh.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top