Præst laver film
Mollehave-Lindegaard.jpg
Sofie Lindegaard har netop lavet en julefilm sammen med præst, forfatter og foredragsholder Johannes Møllehave. Foto: Jonas Kiselberg
VALLENSBÆK. Sofie Lindegaard, præst ved kirkerne i Vallensbæk, har lavet en række film om kirkens budskab. Den seneste er en julefilm ned Johannes Møllehave

For mange er julen en højtid. Det er nu, der skal bruges tid sammen med familie og venner. Det er nu, der skal gives gaver. Det er nu, tempoet skal sættes ned.
Og så er det også den tid af året, hvor mange besøger deres lokale sognekirke for at høre historien om, at det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om, at afholde folketælling i hele verden.
For andre, præsterne, er julen, ud over alt dette, også en travl tid. For det er nemlig dem, der skal sørge for at fortælle historien om folketællingen, Jesu fødsel og hyrderne på marken.
En af de lokale præster, der har del i denne opgave, er Sofie Lindegaard, præst ved Vallensbæk og Helligtrekongers Kirker i Vallensbæk.
I år fortæller Sofie Lindegaard imidlertid historien på en lidt anden måde end normalt, da hun er for tiden er sygemeldt og ikke skal have julegudstjeneste. Hun har nemlig, sammen med stofhønen Carlo, besøgt præst, forfatter og foredragsholder Johannes Møllehave for at lave en lille film om julen og dens budskab:
– Jeg har i længere tid lavet små film med hønen Carlo. I den forbindelse fik jeg ideen om at besøge Johannes Møllehave for at få ham til at være med i en film om julen. Det er der kommet en rigtig fin film ud af.

Stofhønen undrer sig
Sofie Lindegaard er en af de fire præster ved de to kirker i Vallensbæk. Noget af det, der optager hende som præst, er, hvordan man formidler kirkens budskab, så dem, der ikke normalt kommer i kirken eller har et forhold til kirken, bliver interesserede:
– De traditionelle gudstjenester og ritualerne har stor værdi for mange mennesker. Men vi skal som kirke og præster også arbejde med, hvordan vi når ud på andre måder.
Her blev stofhønen Carlo og en serie af småfilm et redskab for Sofie Lindegaard:
– Jeg havde brugt Carlo ved børnegudstjenester, og så tænkte jeg, at den var god til at stille spørgsmål på en anden måde. Derfor besluttede jeg at lave nogle små film, hvor Carlo er med, og hvor vi går ud og møder forskellige mennesker.
Selvom filmene er enkle og har en direkte facon, er de gennemarbejdede og hviler på et professionelt setup:
– Det er min nevø, der spiller Carlo, og det er en professionel fotograf, der laver filmene. Det giver filmene kvalitet og styrke.

Nye kirkegængere
Sofie Lindegaard mener, det at gå i kirke som en fast tradition, ikke længere er en selvfølge. Noget kirken og præsterne må forholde sig til i forhold til den måde budskabet bliver fomidlet:
– De nye kirkegængere vil høres og være medskabere. De deltager ofte i fællesskaber, hvor de selv kommer til orde. Derfor er de svære at vække ved envejskommunikation. Det er en af grundende til, at jeg har haft held med at involvere mine kirkegængere for eksempel til konfirmationer, hvor forældrene spontant er blevet involveret i opførslen af Den fortabte søn. Det bringer ofte latter frem at give folk parykker og udklædning på, og når folk griner slapper de af og bliver utrolig modtagelige for kirkens vigtigste budskab: Kom som du er, du er elsket.
Det er i den samme direkte facon, filmene er tænkt, siger Sofie Lindegaard:
– Film er stærke. Det er ikke fordi de intellektuelt er svære, men de er direkte og fortæller på en anden måde. På den måde, mener jeg, der er meget at vinde ved at bruge for eksempel film.
Målt på besøgende er julen uden sammenligning det vigtigste tidspunkt på året. Det er nemlig her, mange af dem, der kun sjældent kommer i kirken, møder op.
Men Sofie Lindegaard mener, alle kan få brug for kirken på andre tidspunkter:
– Selv dem, der ikke er stærke i troen kan komme i kontakt med troen, for eksempel ved døden. Men også i andre sammenhænge gør folk sig erfaringer med troen, når livet bliver stort. Så er det vigtigt, at kirken kan formidle sit budskab på en måde, så folk forstår det.

Gerne flere film
Julefilmen med Johannes Møllehave, som Sofie Lindegaard og hendes lille stab af hjælpere, netop har færdiggjort er den seneste. Men Sofie Lindegaard håber, der vil komme mange flere film:
– Jeg har fået god respons på mine film, og jeg har masser af ideer, så der er nok at gå i gang med. Lige nu er jeg ved at søge penge, og jeg håber da, jeg få finde noget støtte, så der kan komme mange flere. For jeg er sikker på, den er en god måde at fortælle om kirkens budskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top