Vandet bliver dyrere i Brøndby
HOFOR_Brondby_Vand_220817_026_300ppi.jpg
Vandet bliver dyrere i Brøndby til næste år. Det skyldes blandt andet det nye blødgøringsanlæg. Foto: Hofor
BRØNDBY. I 2018 bliver vandet dyrere i Brøndby

Den gennemsnitlige vandpris i Danmark ligger inklusive skatter og afgifter på cirka 65 kroner for en kubikmeter.
I Brøndby er prisen dog godt 60 kr. For en lille familie i lejlighed giver det ifølge Hofor en udgift på cirka 5.150 kr i 2018.
Mens den lidt større familie i et parcelhus skal regne med en årlig udgift på omkring 8.600 kroner ifølge Hofor.
– For den pris får borgerne hver eneste dag friskt, rent og kvalitetskontrolleret postevand og slipper af med spildevandet, som renses og ledes tilbage til naturen på forsvarlig vis. Det er et gode, som mange lande misunder os, siger Frank Brodersen, direktør for Miljø&Samarbejder i Hofor ifølge en pressemeddelelse fra virksomheden.
Med i prisen er også skybrudssikring og blødgøring af vandet.

Stigning på fire procent
Borgerne i Brøndby må dog i 2018 imødese en stigning i vandprisen på fire procent. Baggrunden for prisstigningen er ifølge Hofor flere forskellige forhold.
Eksempelvis investeringer i nye spildevandsanlæg og klimatilpasning heriblandt ledningsomlægninger i forbindelse med Letbanen, et regnvandsbassin ved Horsedammen og afkobling af regnvand i et område nord for Holbækvejen, således at kloaknettet aflastes, og der skabes plads til større regnmængder.
Desuden er renovering af vandværket i Brøndby og det nye blødgøringsanlæg medvirkende årsager.
– Det koster noget at bringe vandværket op til moderne standard og samtidig gøre vandet blødere. Til gengæld kan forbrugerne nu spare penge på husholdningsbudgettet, fordi husholdningsmaskinerne holder længere og der kan spares på indkøb af sæbe og afkalkningsmidler, oplyser Frank Brodersen.

Det koster vandet om året i Brøndby for familie i:
• Lejlighed med årligt forbrug på 85 m3: ca. 5.150 kr. i 2018
• Parcelhus med årligt forbrug på 140 m3: ca. 8.600 kr. i 2018

Det dækker vandregningen:
• Rent vand
• Bortledning og rensning af spildevand
• Håndtering af regnvand, (skybrudssikring)
• Blødgøring af vandet
• Moms og afgifter til staten (ca. 30 procent af regningen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top