Vedtagelse af letbane forsinket
HELE OMRÅDET. Den endelige vedtagelse af Hovedstadens Letbane bliver først i starten af det nye år, da Transportministeren vil have endnu en undersøgelse af økonomien

Den endelige vedtagelse af letbanen bliver et par måneder forsinket, skriver Ingeniøren. De forudgodkendte konsortier har afgivet deres bud på letbanen, og tidligere var det planen, at det vindende bud skulle vælges inden udgangen af i år. Den endelige vedtagelse af letbanen afhænger af, om budene er indenfor budgettet, der er på 4,4 mia. kroner for anlæg af banen. Dertil kommer indkøb af tog, forsyningsselskabernes ledningsomlægninger og en forventet udvidelse af Glostrup Station og flytning af Herlev Station.
Nu har transportminister Ole Birk Olesen (LA) bestilt en ekstern kulegravning af budgettet fra revisionsfirmaet EY. Samme firma lavede en tilsvarende gennemgang for godt et år siden.
Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K), bakker op om den ekstra kulegravning.
– Grundig belysning er i alles interesse, så vi bliver så kloge på projektet som muligt. Man kan jo spørge sig selv, hvor mange gange vi skal betale for den samme ydelse. Men grundlæggende er min holdning, at der er tale om en meget kompleks anlægsopgave, og at alle sten så vidt muligt skal vendes, så vi får den bedst mulige planlægning.
Entreprenørernes bud på letbanen er endnu ikke offentliggjorte, så vi ved endnu ikke, om de holder sig indenfor budgettet.
– Jeg er optimist og tror ikke, at projektet bliver taget af bordet – blot kvalificeret. Jeg havde gerne set, at vi var længere i processen, men hvis en langstrakt proces kan sikre et godt slutprodukt, er det sådan, det må være, siger Henrik Rasmussen.
Ifølge Ingeniøren siger letbaneselskabet nu 2024 som forventet åbning af letbanen, hvor de tidligere har sagt 2023 eller 2024.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top