Brøndbyspillere: Forkert at Holte- og landstræneren er den samme
HLA_4646.jpg
Eva Mielskov Bang (tv) og Trine Noer Kjelstrup (th), volleyballspillere i Brøndby, mener, det er uheldigt, at landstræneren samtidig er træner i Holte. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. På volleybanen er Brøndby og Holte de store konkurrenter. Nu rejser Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang, Brøndbys bærende kræfter, kritik af, at Holtetræneren også er landstræner. Det er en kasket for mange, mener de

Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang har hevet isposer, energibarer og overtrækstrøjer frem og har slået sig ned på tilskuerpladserne i Stadionhal 1.
Når Brøndby Volleyball Klub, eller det danske landshold for den sags skyld, spiller kampe, er de to sjældent at finde på tilskuerpladserne. Men derimod på banen. Under hele kampen.
For ikke alene er Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang bærende kræfter på Brøndbys hold, der sammen med rivalerne fra Holte udgør den absolutte top i dansk volleyball, de er også helt centrale spillere, når de danske kvinder kæmper.
Uden at overdrive den lokalpatriotiske vinkel er det således ikke for meget at sige, at for en gangs skyld har et par af de helt store volleystjerner taget plads på sidelinjen for at betragte det hurtige og elegante spil udefra.
Og det er netop, hvad de to har tilladt sig at gøre på det seneste; altså at betragte, undre sig og give deres mening til kende.
På en måde, fordi det nu er Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang, der har skabt blæst i volleyland.

Ros førte til kritik
I efteråret 2017 luftede de to spillere, sammen med blandt andet Brøndbytræner Jens Bang, Eva Mielskov Bangs far, nemlig deres undren over, at den danske landstræner hedder Sven-Erik Lauridsen.
For ikke alene er Sven-Erik Lauridsen landstræner. Han er også træner for Holtes volleykvinder og dermed konkurrent i kampen om at vinde mesterskaber og titler. Vel at mærke i en konkurrence, hvor der siden 2011 reelt set kun har været to deltagere, Brøndby og Holte.
Således skrev Eva Mielskov Bang på Facebook i november 2017 i forbindelse med, at en af hendes landsholdskollegaer fremhævede det positive i, at Sven-Erik Lauridsen har en dobbeltrolle i dansk topvolley:
– Når nu Isabell (Køgespilleren, der roste landstræneren, red.) udtrykker sin yderste tilfredshed omkring trænerteamet og dobbeltkasketten, føler jeg mig nødsaget til at åbne munden. Jeg har været på dame A-landsholdet, siden jeg var 16 og har oplevet lidt af hvert med holdet. Jeg kunne sagtens nævne specifikke episoder, hvor jeg mener, at denne dobbeltrolle har haft en indflydelse. Men det ville ikke være fair at trække spillere ind i debatten, som ikke har lyst til at være en del af den. Jeg er godt klar over, at der ikke er mange penge til en landstræner, men derfor står jeg stadig ved, at en dobbeltrolle ikke er optimal. At jeg spiller for Brøndby har også noget at sige. Vores største konkurrenter i ligaen er Holte og har været det i mange år. Det er klart, at det begrænser min sparring med landsholdstræneren i løbet af sæsonen, at han samtidig er min største konkurrent.
Eva Mielskov Bang blev hurtigt bakket op af Trine Noer Kjelstrup:
– Jeg føler også, at jeg bliver nødt til at tilkendegive min holdning, for at understrege, at der ikke er tale om enkelte spilleres holdninger. Jeg har også oplevet negative situationer med dobbeltkasketten, men har før i tiden valgt at tie .
Og træner Jens Bang støttede op om sine to spillere:
– Spillerne i Brøndby har naturligvis et andet forhold til Smølf (Sven-Erik Lauridsen, red.) end andre spillere i ligaen, da de mere ser ham som træner for Holte. Holdet, som vi ofte møder i en finale om diverse mesterskaber. Han er en modstander, som man har den største respekt omkring, men han er ikke en træner, man kan sparre med i sæsonen. Forbundet har fundet en dygtig træner for mange år siden, og han er stadigvæk dygtig, men er han stadigvæk den rigtige mand på jobbet, som både klubtræner og landstræner for dame A?
Siden da har dobbelt­kasket-debatten raset i danske volleykredse.

Mistet lyst til landshold
Her, en januaraften i Stadionhal 1, efter dagens træning er overstået, og de øvrige Brøndbyspillere er taget hjem, står Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang ved deres kritik. Samtidig slår de fast, at det har været nødvendigt at stå frem med den:
– Sven-Erik Lauridsen er uden tvivl en dygtig træner. Men det er et problem, at ham, der er landstræner for mig, samtidig er min værste fjende til hverdag. Så jeg kan ikke rigtig sparre med ham, siger Eva Mielskov Bang, der mener, at hun derved bliver begrænset i forhold til at blive en endnu bedre spiller:
– Hvis det havde været en anden træner, som jeg ikke skal konkurrere med til hverdag, så ville jeg kunne spare med ham. Men det kan jeg ikke nu. Der er mange ting, jeg arbejder med på landsholdet, som jeg gerne vil have lidt feedback på. Men når vi samtidig skal spille de afgørende kampe på klubplan, kan jeg ikke rigtig åbne op for mine svagheder.
Den samme problemstilling ser Trine Noer Kjelstrup:
– I bund og grund er han jo ikke interesseret i at hjælpe os med at blive en bedre spiller. For så taber de måske til os. Vi vil nok aldrig kunne få den feedback, vi gerne vil have. Vi vil altid tvivle på, om vi får det.
Situationen har i sidste ende sportslige konsekvenser for volleyballen i Danmark, mener Trine Noer Kjelstrup:
– Jeg må nok indrømme, at jeg ikke giver mig fuldt ud, når jeg spiller på landsholdet. Det lyder mærkeligt at sige, når man nu får muligheden for at repræsentere sit land, men jeg kunne godt yde mere.
Derfor tænker hun også fremtiden:
– Lige nu overvejer jeg, om jeg skal lade mig pensionere som 23-årig fra landsholdet. Der skal ske noget nyt, før jeg har lyst til at være med.

De rette prioriteringer?
Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang skriver på Facebook, at deres kritik tager afsæt i flere konkrete situationer, hvor de mener, landstræneren har været mere Holtemand end neutral landstræner.
Men da situationerne omhandler andre spillere, ønsker de ikke at komme nærmere ind på dem. Alligevel mener Trine Noer Kjelstrup, at det er umuligt for Sven-Erik Lauridsen at bestride de to poster samtidig:
– Jeg har aldrig spurgt ham til råds som landstræner i løbet af sæsonen, hvis der er noget, jeg arbejder med. For jeg har tænkt, hvis han ikke har været opmærksom på det, så vil jeg da ikke fortælle ham om det.
For Eva Mielskov Bang er tvivlen på, hvorvidt landstræneren kan agere neutralt også det store problem:
– Han kan naturligvis træffe beslutninger og sige, at han prioriterer, som han gør, fordi han er træner. Men jeg må sige, at tvivlen om at han er Holtemand før alt andet, kan jeg ikke komme ud over.
Selvom Eva Mielskov Bang og Trine Noer Kjelstrup altså ikke ønsker at nævne konkrete situationer, er der alligevel en enkel fra 2011, som har bidt sig særlig fast, fortæller Trine Noer Kjelstrup:
-En spiller, der havde været til prøvetræning i Holte, men som alligevel valgte at spille i Brøndby, blev kort efter degraderet på landsholdet til fordel for en Holtespiller. Også selvom hun var bedre end Holtespilleren. Samtidig tog landstræneren en Holtespiller med, der skulle spille på en anden position, end den hun plejer. Man kan derfor ikke lade være med at tænke på, om han herved giver sine egne spillere nogle fordele. Der er sket andre ting siden da, men det var ligesom der, jeg begyndte at undre mig.

Tør stå frem nu
Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang indrømmer det blankt.
Der er en umiddelbar og naturlig kritik at rette imod dem, nemlig at de i kampen om at være det bedste hold i Danmark bruger alle kneb, herunder at gå efter træneren for modstanderens hold:
– Det er rigtigt. Det kunne godt lyde som noget nid og nag fra vores side. Men jeg føler, at vi lige nu har et bedre hold her i Brøndby end på landsholdet. Så vi har ikke noget at tabe, hvis vi ryger af landsholdet. Det er nok ikke det samme for spillerne på de andre hold, siger Trine Noer Kjelstrup.
Det ville nemlig skabe opmærksomhed, mener Eva Mielskov Bang, hvis deres kritik førte til, at de røg af landsholdet:
– Man ville undre sig, hvis vi pludselig ikke længere var med på landsholdet. Så ville folk nok tænke, at der er noget om snakken. Hertil kommer, at vi ser ham som større konkurrent end for eksempel Aarhusspillerne. For de spiller ikke finale mod ham hvert år, som vi gør. De andre ser måske derfor mere op til ham.
Men kritikken er ikke kun deres, understreger Trine Noer Kjelstrup:
– Når vi taler med nogle af de andre spillere, kan de sådan set godt se problemet. Men de tør ikke sige det højt.

Er mere synlig
Som landstræner og træner i den ene af landets to bedste klubber har man en fremtrædende og synlig position. For synlig, mener Eva Mielskov Bang:
– Det klart, at hvis man spiller i en anden klub og ønsker at skifte til en topklub, altså Brøndby eller Holte, så er det lettere at komme på landsholdet, hvis man skifter til Holte. Så det er da uheldigt, at Holte igennem landstræenerens dobbeltfunktion har mulighed for at tiltrække flere dygtige spillere. Statistikken viser også, at der er flere landsholdspillere fra Holte end fra andre klubber. Det kan jo være, det er fordi, man derhjemme bedre kan vise, hvad man kan. Vi andre kan kun vise det ved for eksempel landskampe eller samlinger.

Møde om situationen
Konflikten har nu nået et niveau, hvor man har vurderet, at situationen skal tales igennem.
Derfor har Volleyball Danmark indkaldt til et møde den 22. januar, i Idrættens Hus i Brøndby. Her bliver der mulighed for, at de forskellige synspunkter kan blive luftet.
Men selvom Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov Bang er tilfredse med, at der bliver lyttet til deres kritik, er de ikke optimistiske i forhold til, at mødet vil ændre det store, siger Trine Noer Kjelstrup:
– Jeg tror ikke, der kommer noget ud af mødet. Faktisk kræver det, at der sker en hel forandring i forbundet, og hvem har lyst til at sidde der? For én ting er landstrænerens dobbeltkasket. Noget andet er hele Holtefiseringen af forbundet. Der skal nogle ind med neutral baggrund.
Den samme, ikke optimistiske, holdning har Eva Mielskov Bang:
– Det er da positivt, at der er indkaldt til møde. Men der kommer næppe noget ud af det. Og ja, vores problem er blot en del af et langt større problem i forhold til hele forbundet.

Det bedste i situationen
Folkebladet har ringet til Mikael Trolle, en hel central skikkelse i dansk volleyball.
For ud over at være tidligere topspiller, er han i dag landstræner for herrelandsholdet og sportschef i Volleyball Danmark, altså den øverste sportslige ansvarlige for elitearbejdet og landsholdene.
Han har med interesse fulgt med i den kritik, spillere og trænere i Brøndby har rejst, og hans umiddelbare kommentar er:
– Vi forsøger at være åbne overfor andre holdninger, men baggrunden for den nuværende løsning er at sikre det højeste faglige niveau indenfor de givne økonomiske rammer.
Dermed mener Mikael Trolle, at den nuværende konstellation, hvor landstræneren samtidig er træner for Holte, ligesom øvrige medlemmer af trænerteamet omkring landsholdet også er aktive i klubregi, bedst tilgodeser de forhold, der er:
– Det er en måde, hvor man kan nedsætte udgifterne til trænerteamet, samtidig med at man sikrer, at man har trænere, der har stort indblik i niveauet og spillernes evner. Samtidig fastholder det en udvikling af trænerne omkring damelandsholdet og forankrer denne udvikling i vores nationale elitekultur. Dette ville måske ikke ske med en udenlandsk træner.
Og løsningen er ikke noget, man kun kender til i Danmark, tilføjer Mikael Trolle:
– Bortset fra de helt store volleynationer, så er den en model, man kender fra andre lande.
Desuden mener Mikael Trolle, man bør huske på, at der er så få penge i dansk volley, at det i sidste ende er imponerende, at man kan have en træner, der ud over at bruge mange timer som klubtræner, også stiller sig til rådighed for landsholdet:
– Trænerne på det her niveau bruger meget tid, at de så er villige til også at bruge tid på landsholdet, er imponerende. Det kræver virkelig meget af dem og deres omgivelser.
Med henvisning til Nikolaj Jakobsen, der er dansk landstræner i herrehåndbold, samtidig med at han er træner i den tyske topklub Rhein-Neckar Löwen, og som ifølge Mikael Trolle godt kan skille de to ting ad, mener han, det kan lade sig gøre at have to trænerfunktioner samtidig:
– Jeg var selv landsholdstræner, samtidig med at jeg var træner i Holte, i øvrigt i et trænerteam hvor min assistent var min største konkurrent i ligaen, nemlig Jørgen Breinholm fra Gentofte Volley. Det kunne godt lade sig gøre. Det kræver, at man kan skille de to ting ad, for nogle gange er man på hold sammen, og andre gange er man konkurrenter. Problemet opstår først, når det hæmmer en persons uafhængighed. I grunden tror jeg, faren i lige så høj grad kan være, at man bliver for forsigtig i forhold til sine egne spillere.

Vigtig selvstændighed
Et af de punkter, hvor Trine Noer Kjelstrup og Eva Mielskov mener, der er et problem ved landstrænerens dobbeltrolle, er i forhold til den sparring, de derved ikke får.
Det er dog ikke helt så enkelt, siger Mikael Trolle:
– Man kan omvendt sige, at hvis landstræneren ønsker at sparre med spillerne i løbet af sæsonen, så kan det opfattes som et indgreb i klubbernes arbejde.
Også i forhold til kritikken af, at volleyballforbundet er for tæt knyttet til Holte, mener Mikael Trolle, man skal se tingene i perspektiv:
– I mange år har Holte haft en fremtrædende rolle, både for kvinder og mænd. Det har haft den konsekvens, at dem, der har villet professionalisere deres arbejde med volleyball, og gøre det til et fuldtidsarbejde, har haft en tilknytning til vores førende klubber. Men alle i Volleyball Danmarks administration, og alle trænere omkring landsholdene, har et ophav i den danske volleyball kultur, og her er ingen klubber på nogen måde overrepræsenteret. Men det er klart, at samtidig med, at andre klubber, for eksempel Brøndby, bliver mere professionelle, så vil det også føre til, at andre finder vej til for eksempel forbundet.

Godt med mødet
Det møde, der skal afholdes den 22. januar, ser Mikael Trolle frem til. For han håber, det kan være med til at styrke dansk volleyball:
– Vi har i en længere periode arbejdet på en netværkstanke, der giver mulighed for, at vi kan få de forskellige holdninger frem. Men faktisk håber jeg, vi ikke kun skal tale om landsholdet. Det bliver forhåbentlig ikke en diskussion, hvor realisterne alene står overfor idealisterne, for der er så mange parametre, der skal tages i betragtning. Vi lærer alle af sådanne møder, og det skaber fornyet energi.

1 kommentar om “Brøndbyspillere: Forkert at Holte- og landstræneren er den samme”

  1. Paul-Erik Jensen siger:

    Det sidste jeg har hørt er at mødet er d. 24/1 i Odense.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top