Dagplejen fyldte 50
dagpleje-1.jpg
Tine Lupin og hendes søn Mads åbnede en af gaverne til jubilæet. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. 2. januar var det 50 år siden, at de første børn blev passet i en kommunal dagpleje i Glostrup. Det blev markeret i dagplejens nye lokaler i tirsdags

I denne historie er Malthe en central figur. Malthe er to år gammel og går ligesom 45 andre børn i dagpleje i Glostrup. Det har børn som Malthe gjort i 50 år, og det blev markeret tirsdag i sidste uge. Her var borgmester John Engelhardt forbi dagplejens nye lokaler på Diget 78, og der var kagemand til børnene.
De fleste forbinder dagpleje med børnepasning i et privat hjem. Sådan ser hverdagen da også ud for børnene fire ud af fem dage. Den sidste dag i ugen møder børnene i stedet på Diget 78, hvor de er sammen med en større gruppe børn. Halvdelen af børnene er der om tirsdagen, den anden halvdel om torsdag. Lokalerne overtog dagplejen i midten af 2017 fra en børnehave. Det har givet meget bedre plads både inde og ude.
Lokalerne byder i dag på en spisestue, hvor de cirka 25 børn kan sidde og spise sammen, et værksted, hvor der er plads til at male, tegne og lave andre kreative ting, et tumlerum med puder og bløde gulve samt et lille læserum, hvor der er plads til at en lille gruppe kan sidde og hygge med en bog. Derudover er der en overdækket liggehal, hvor børnene sover eftermiddagslur, puslerum og en kæmpe legeplads.
Det var i disse lokaler, der tirsdag var jubilæum.
– Vi havde overvejet, at holde det et stort sted, hvor der var plads til en masse gæster, så tidligere dagplejere, forældre og børn kunne komme forbi. Men så overvejede vi, hvad der ville være bedst for Malthe og de andre børn, og så holdt vi det stille og roligt, siger Birgitte Heiberg Jacobsen, leder af dagplejen.

Vigtig og nærværende
Dagplejerne er ikke uddannede pædagoger, som flertallet af de ansatte i vuggestuer og børnehaver er, men det betyder ikke, at de ikke har faglighed med i deres arbejde, sagde borgmester John Engelhardt i sin tale.
– Jeg synes, dagplejen udfylder en vigtig rolle i vores dagtilbud. Selvom de ikke er uddannede pædagoger, har vi en fagligt ambitiøs dagpleje, der stiller høje krav til sig selv. Jeg synes, det er rigtig fint, at så mange forældre vil benytte dagplejen til jeres små guldklumper. Jeg har hørt om Malthe på to år. Det er dagplejernes og forældrenes opgave at give Malthe og de andre børn i dagplejen den bedst mulige start på livet, sagde han.
En af de forældre, der var med til jubilæet, var Tine Lupin, hvis søn Mads går i dagpleje.
– I dagplejen får børnene mere nærvær og omsorg. Der er mere hjemmelig hygge, end der er i store institutioner, sagde hun.

Ny struktur
Fra 2018 vil der være lidt færre børn i dagplejen. Dagplejen er normeret til 56 børn. i øjeblikket er der 46 børn indskrevet. I øjeblikket er der 14 faste dagplejere, der hver har plads til fire børn, hvilket giver de 56 pladser. Derudover er der to gæstedagplejere, der kan tage over ved sygdom eller ferie. De har i nogle perioder mange børn, hvilket betyder, at der er nødt til at være fem børn ved andre dagplejere og ind i mellem også børn i vuggestuer. I andre perioder har gæstedagplejerne ikke nogen børn, hvor de så får andre opgaver.
I løbet af i år bliver ordningen lavet om, så alle 16 dagplejere skal have tre børn hver. Det giver 48 pladser i dagplejen. Ved sygdom og ferie skal børnene så passes ved en anden dagplejer, der kan komme op på at have fem børn af gangen.
Omorganiseringen giver et overskud til kommunekassen på 115.000 kroner om året, som dagplejerne har fået for at have fire børn ad gangen, og tillæg til gæstedagplejerne for deres særlige funktion.
Både forældre og dagplejere har været positive overfor omorganiseringen, der blev endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen i december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top