Det var en succes, nu er den lukket
GLO_Hovedindgang.jpg

GLO_Hovedindgang

Drop-in røntgen på Glostrup Hospital. Måske ligefrem for stor en succes. Foto: Pressefoto
DEBAT. Af Nina Berrig, Syvhøjvænge 133, 2625 Vallensbæk

Drop-in røntgen på Glostrup Hospital var et virkeligt godt tilbud. Efterspørgslen var så stor, at tilbuddet ikke kunne klare de mange henvendelser, der kom.
Det betød lang ventetid på afdelingen. I stedet for at tilføre tilbuddet flere ressourcer, har man nu valgt, på grund af stram økonomi, at lukke succesen ned. Fremover bliver akutte henvisninger behandlet som vanligt, mens ikke-akutte patienter henvises som en elektronisk røntgen henvisning. Det betyder i bedste fald en tid indenfor en uge.
Det er ærgerligt, at man ikke tænker samfundsøkonomisk, for så er det da en grumme dårlig besparelse.
Samtidig med at det giver længere sygemeldinger, betyder det større ubehag for borgerne/patienterne.

Svar
Af Ilse Vejborg, Klinikchef
Radiologisk Klinik, Rigshospitalet Blegdamsvej og Glostrup

Ordningen med drop-in til røntgenundersøgelse på hospitalet i Glostrup blev ganske rigtigt en stor succes. Men antallet af patienter, der blev henvist af egen læge til drop-in-ordningen, blev så stort, at mange måtte vente længe på deres tur og i værste fald kunne det ende med, at de gik uden at have fået foretaget undersøgelsen. Det er langt fra den gode service, ordningen var tiltænkt som.
Afdelingen har derfor i samråd med praksiskonsulenten, der er afdelingens kontaktperson til de praktiserende læger, besluttet at patienterne i stedet hurtigt vil få tildelt en tid til undersøgelsen. Handler det om patienter med behov for akutte eller hastende undersøgelser vil de naturligvis komme til, så hurtigt som de plejer.
På denne måde skulle vi gerne kunne give patienterne en langt bedre service med de tilgængelige ressourcer end at lade dem vente længe og forgæves. Men vi vil selvfølgelig følge op og evaluere denne ordning, så vi kan sikre patienterne den bedst mulige service.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top