Fårene fra Ejby skal optræde på operaen
får1.jpg
Tre af fårene fra Ejby skal optræde på Den Kongelige Opera. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP/KØBENHAVN. Til marts skal Den Kongelige Opera på Holmen i København opføre operaen Morderenglen. Til den skal der tre får på scenen, og de kommer fra Ejby

Tre får fra Ejby Fårelaug får sammen med Gunnar Kjær og to hjælpere lidt af en oplevelse i foråret. De kommer nemlig til at stå på scenen på Den Kongelig Opera i København. Det er operaen The Exterminating Angel, der på dansk hedder Morderenglen, der skal opføres i København. I de første cirka tyve minutter af forestillingen er der får på scenen, og der har Den Kongelig Opera altså spurgt Glostrup Fårelaug og Gunnar Kjær, om de kan hjælpe. Det kunne han godt, så han tager tre får med ind på operaen.
– Jeg tager det lidt fra den humoristiske side. Det bliver meget sjovt at skulle stå på scenen i operaen, siger Gunnar Kjær.

Drægtige får
Gunnar Kjær har endnu ikke besluttet, hvilke får, han vil tage med ind på opraen.
– Mange af fårene er drægtige, det er lidt en udfordring. De må helst ikke føde midt på scenen, siger han.
Han har dog en løsning.
– Jeg har et får, der har født, så det kan jeg godt bruge. Lammet vil have en god størrelse til den tid, så det kan jeg nok også bruge. Derudover kan det være, jeg kan bruge en vædder, de er jo ikke gravide, siger han.
Han skal med til nogle prøver på operaen fra midten af marts. Inden da vil han nok forsøge at øve sig lidt med fårene hjemme i Ejby.
– Får er jo et herligt roligt dyr. Lammene har det med at løbe lidt, så det er godt, vi er tre mennesker til at passe på de tre får, siger han.
Han frygter ikke, at fårene får sceneskræk.
– Får har et godt syn, men de ser kun i sort hvid. Det kan godt være, de kan se menneskerne i salen, men det reagere de ikke på. De reagerer heller ikke på høje lyde, som mange hunde for eksempel gør. Det er mere uventede bevægelser, de reagerer på, men folk sidder jo stille i salen, så det burde ikke blive et problem, siger han.
Han har allerede forberedt sig lidt på opgaven. Glostrup Bio viser nemlig ind i mellem Operabio, og i søndags var netop Morderenglen på programmet. Det var en optagelse fra forestillingen i New York, hvor der også blev brugt levende får, så der var Gunnar Kjær i biograf for at forsøge at lure nogle tricks.

Fakta
Morderenglen

The Exterminating Angel, eller Morderenglen på dansk, er en engelsksproget opera. Den er baseret på den spanske film El ángel exterminador.
Filmen er skrevet og instrueret af Luis Buñuel og havde præmiere i 1962. Det er en surrealistisk film om en gruppe mennesker, der bliver fanget til et middagsselskab.
Operaen er lavet i et samarbejde mellem Festspillene i Salzburg, Royal Opera House i Covent Garden i London, Metropolitan Opera i New York og Den Kongelige Opera i København. Den havde præmiere den 28. juni 2016 i Salzburg.
Operaen er lavet af Thomas Adès. Det er hans 3. opera.
The Exterminating Angel spiller i alt syv gange i marts, april og maj på Den Kongelige Opera.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top