Historier fra arkivet
HistorierFraArkivet.jpg
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

13. januar 1988
Brøndbyøster Bibliotek får nyt udseende
Genåbningen forsinket en smule
BRØNDBY. Udlånene for børn og voksne på Brøndbyøster Bibliotek, Kernen, er desværre stadig lukket for publikum. Genåbningen bliver forsinket nogle dage, således at hele biblioteket først kan åbne normalt igen torsdag 21. januar kl. 11-20.
Som følge af besparelser på personalet i både 1988 og 1989 er det nødvendigt at foretage en mindre ombygning af bibliotekets publikumsafdelinger. Der indrettes en fælles skranke for ekspedition af både børn og voksne, da man ikke fremover vil have personale nok til at bemande 2 skranker, som man har haft hidtil.
Lånerne vil på mange måder blive præsenteret for et mere venligt og hyggeligt bibliotek. Når man kommer op på 1. sal, skal man først passere den lange udstillingsgang, hvor der er løbende kunstudstillinger og andet interessant at se på. Derefter kommer man til den nye skranke, hvor aflevering af lånte materialer foregår, og hvor man får fotonoteret nye hjemlån.
Fra skrankeområdet er der indgang til børnebiblioteket og til et nyindrettet indgangsparti for voksne. Der vil blive flere magelige stole at sidde i, kaffeautomat, avislæsesal m.v. Desuden bliver alle tidsskrifterne samlet her, opstillet alfabetisk på nogle skråhylder, så man får et godt overblik over, hvor mange spændende tidsskrifter, biblioteket abonnerer på.

7. januar 1998
Bump har dæmpet farten på Nørre Allé
Bumpene har dog ikke hjulpet på antallet af biler på Nørre Allé
GLOSTRUP. De tre bump, der i efteråret 1997 blev lavet på Nørre Allé i Glostrup, har tilsyneladende haft en gavnlig effekt på trafikanternes hastighed.
En trafiktælling, som Teknisk Forvaltning for nylig har lavet, viser, at kun en ganske lille del af trafikanterne kører 60 km/t eller mere på Nørre Allé, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t.
Udover de tre bump – hvis korrekte betegnelse er modificerede sinusbump – har man desuden hævet krydset Nørre Allé/Langagervej.

Køres langsommere
Teknisk Forvaltnings seneste måling er foretaget ud for nummer 11 og nummer 53 på Nørre Allé, hvilket også var de udvalgte numre, da en lignende undersøgelse blev foretaget i 1996.
Ud for nummer 11 kører 86,5% under 50 km/t, 11,7% kører mellem 50-60 km/t, mens kun 1,8% af bilisterne kører over 60 km/t. Ved den tilsvarende måling i 1996 kørte 13,3% af bilisterne hurtigere end 60 km/t.
Ud for nummer 53 er tallene endnu pænere. Her kører 90,9% under 50 km/t, 8,2% kører mellem 50-60 km/t, mens kun 0,9% kører over 60 km/t.
– Det glæder mig meget, at bumpene har vist sig at have en gavnlig effekt på hastigheden på Nørre Allé, siger formand for Teknisk Udvalg Søren Enemark.
Kommunens måleapparatur er dog ikke så avanceret, så det kan fortælle nøjagtig, hvor hurtigt en bil kører. Hastigheden måles ved at to ledninger placeres på vejen, og bilerne registreres i intervaller af 10 km/t, hvilket betyder, at målingen ikke kan afgøre, om en bil kører 51 km/t eller 60 km/t. Bilen registreres blot til at køre mellem 50-60 km/t.
Tob

9. januar 2008
Skulderklap til unge skuespillere
Ungdomsskolen og musikskolen i Vallensbæk er i fuld gang med at forberede en ny musical. Projektet er så lovende, at Danske Bank netop har støttet med 10.000 kr.
VALLENSBÆK. Der bliver noget for både øret og øjet, når Vallensbæk Ungdomsskole og Vallensbæk Musikskole i fællesskab har premiere på musicalen SOSMS den 31. marts i Multisalen på Vallensbæk Skole.
At projektet tegner lovende understreges af, at Danske Bank har valgt at støtte det med 10.000 kr. fra Danske Initiativpulje.
– Jeg vil gerne sige tillykke med tildelingen, for det er ikke så lige til at få del i disse penge. Siden vi i efteråret åbnede for ansøgninger, har vi modtaget 65, hvoraf der i første omgang blev valgt 20 ud, der blev gennemgået nærmere. Af de 20 var der til sidst syv, der endte med at få tilskud. Jeg håber, pengene gør det muligt at få noget ekstra god lyd eller noget mere lækkert lys, sagde markedschef i Danske Bank Region Hovedstaden, Peter Gudsøe, da han overrakte pengene ved en lille reception torsdag eftermiddag i Danske Bank på Vallensbæk Stationstorv.
Blandt de øvrige pengemodtagere var Svanholm Cricketklub i Brøndby, Danmarks Akvarium, Gentofte Pigekor og Selskabet til fremme af levende kultur i Hellerup.
Leder af Vallensbæk Ungdomsskole, Hans Peter Hansen, var beæret over at modtage pengene.
Tob

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top