Judo er for alle
HLA_6981.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Folkebladet har været til træning i Brøndby Judo Klub for at høre, hvad det er sporten giver store og små

20-30 børn i hvide og blå dragter står overfor hinanden to og to på den bløde måtte.
De har godt fat i hinandens dragter og med hurtige bevægelser kaster de rundt med hinanden.
Rundt ved væggene sidder forældre og kigger på, ligesom flere og flere voksne, også i hvide og blå dragter, kommer til.
Det er torsdag aften i Brøndby Judo Klub og det er ved at være skiftetid. Om et par minutter er ungdomsholdet færdig med træningen og seniorerne tager over.
– Merle er rigtig glad for at gå til judo. Det begyndte faktisk med, at klubben var på besøg på skolen.
Tanja Stoor er en af de forældre, der sidder og kigger på træningen.
– Faktisk har hun nogle problemer med ryggen. Men når hun træner, får hun det bedre. I julen havde hun ikke trænet i et stykke tid og begyndte at få ondt i ryggen. Det forsvandt, da træningen begyndte igen. Jeg håber, hun vil blive ved i mange år endnu.

Modstanders styrke
Judo er en japansk kampsport og betyder den milde vej. I modsætning til for eksempel karate eller taekwondo må man ikke sparke eller slå i judo, og et afgørende aspekt ved sporten er respekt for modstanderen. Der findes således et tegn, der viser, at man ikke vil kæmpe mere.
I judo ligger vægten på smidighed, udholdenhed, balance og styrke og i sidste ende går det ud på at udnytte modstanderens kraft.
Hertil kommer, mener Tanja Stoor, at Brøndby Judo Klub er noget ganske særlig:
– Det er en meget rummelig klub, hvor der er plads til alle. Der er nogle meget, meget dygtigere trænere, der forstår at hjælpe børnene. Her er virkelig rart at være.

For alle
En af trænerne er Palle Bengtsson. For ham er judo langt mere end blot noget, han går til et par gange om ugen:
– Jeg begyndte selv i midten af 1970erne sammen med mine søskende. Da der så manglede en træner, sagde jeg ja til at tage over. Siden har mine børn også været med.
Palle Bentgsson peger over på en af de andre trænere, der har sin lille dreng med i dag:
– Sådan var det også for mig dengang.
Igennem alle årene har det været afgørende for Palle Bengtsson og de andre trænere i klubben, at der skulle være plads til bredden:
– Vi vil være klub for alle. Hvis man har lyst til at dyrke det på eliteniveau, skal man måske finde en anden klub.
Ønsket om bredde kan også ses i de forskellige hold, der er i klubben, fortæller Palle Bengtsson:
– Vi har et hold for helt små, 3-4 år. Her skal man have en forælder med. Desuden har vi et hold, vi kalder judo for all. Det er judo for personer, som har et fysisk eller psykisk handikap, men som kan have godt af den træning, vi kan tilbyde.
Og judo er godt for alle, siger Palle Bengtsson:
– Helt enkelt går judo ud på at kæmpe indbyrdes uden at skade hinanden. Man træner faldteknikker og muskler og så får man tro på sig selv. Et vigtigt element i judo er desuden respekten. Det hviler det hele på.

Får venner
Børnene er færdige med at træne. Merle på ti sætter sig ned ved siden af sin mor, Tanja Stoor:
– Jeg kan godt lide at gå til judo. Det er sjovt, og man får mange venner. Man lærer nye ting og man træner at forsvare sig selv.
Desuden kan Merle godt lide, at man får hjælp, hvis der er noget, man ikke kan finde ud af:
-Trænerne er gode til at hjælpe. Det er rart.
Ved siden af Merle har Patrick sat sig. Han er otte år og er allerede en rutineret kæmper:
– Jeg er gået til judo, siden jeg var tre. Min mor går til karate, men hun synes, judo er bedre for mig.
Ved judoen lærer Patrick noget, der i den grad kan omsættes til brug i hverdagen:
– Man lærer at falde rigtigt. Det er faktisk meget heldigt, for jeg falder en del henne i skolegården. Men jeg slår mig ikke, fordi jeg ved, hvordan man skal falde.
Der er en ting mere, der gør, at Patrick med glæde træner to gange om ugen:
– Man får nye venner. Jeg begyndte sammen med en kammerat. Men han stoppede, men så fik jeg bare nogle nye venner.
På måtten er seniorkæmperne begyndte at træne.
Også de øver fald. Det lyder dog tungere, når de rammer underlaget, end da det for et par minutter siden var Merle, Patrick og de andre børn.

Den 17. februar afholder Brøndby Judo Klub en stor ungdomsturnering i Stadionhal 1. Det begynder kl. 9.
Man kan se mere om judoklubben på broendbyjudoklub.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top