Nyt projekt skal hjælpe udsatte ledige
Jobfoto.jpg
BRØNDBY. Et nyt projekt skal hjælpe ledige, der for eksempel har et misbrug eller handicap, i job

Med 3,5 mio. kr. i puljemidler fra Socialstyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan et nyt projekt lanceres i kommunen. Således skriver Brøndby Kommune i en pressemeddelelse.
Projektet Social støtte i overgang til og fastholdelse i job skal afprøve en ny metode i forhold til 120 udsatte borgere i Brøndby Kommune, hedder det videre i pressemeddelelsen.
Målgruppen er borgere over 30 år, der har været ledige i mere end et år og som har udfordringer af for eksempel psykisk karakter eller som har et misbrug eller handicap. Målet er at hjælpe dem i ordinært arbejde og at fastholdet jobbet, også på længere sigt.

Griber dem, der falder
– Projektet giver mulighed for, at vi kan tage hånd om en væsentlig udfordring: Nemlig at en del borgere falder ned mellem vores indsatser. De har nogle udfordringer, så de ikke umiddelbart kan komme i beskæftigelse, men samtidig er de for velfungerende til at kunne modtage støtte efter serviceloven, forklarer jobcenterchef Bjarne Bo Larsen.
Muligheden er opstået, fordi lovgivningen er blevet ændret:
– Med det nye projekt kan vi afprøve en ny lovbestemmelse, som giver mulighed for en tidsafgrænset forebyggende støtte, forklarer jobcenterchef Bjarne Bo Larsen.

Deltagere udtrækkes
Brøndby har 518 borgere i målgruppen, men fordi projektet er en del af et forsøg med en ny metode, udtrækkes de 120 borgere, der skal være med i projektet, tilfældigt.
Projektet skal afprøve metoden Critical Time Intervention (CTI), der tidligere har været afprøvet på hjemløse-og psykiatriområdet med god effekt.
Uddannede CTI-medarbejdere fra Bostøtteteamet og fra jobcentrets mentorkorps skal støtte op om og koordinere borgerens plan i overgangen til job.
Projektet er ifølge Brøndby Kommune samtidig et eksempel på en ny sammenhængende indsats, hvor jobcentret arbejder tæt sammen med kommunens sektor for handicap, psykiatri og misbrug.
Ved at styrke det tværgående samarbejde internt i kommunen, håber Brøndby Kommune at kunne yde en bedre hjælp til borgere med komplekse problemer.

Fakta
Den nye indsats løber fra februar 2018 til marts 2020.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top