Rockabilly og schlagere i Glostrup Kulturhus
IMG_9950.jpg
Wild Wax Combo med gæster optrådte i Glostrup Kulturhus. Foto: Holger Pedersen
GLOSTRUP. Wild Wax Combo med gæster optrådte i fredags i Glostrup Bio, hvor Glostrup Kulturhus holder koncerter

Rockabilly er en blanding af country (hillbilly) og rhythm & blues. Blandt de bands, der sørger for at holde halvtredsernes musik i gang, er Wild Wax Combo, der spillede i Glostrup Bio fredag den 19. januar. Denne aften var trioen forstærket med en dygtig pianist, sanger og komponist, Frank Rothstein.
I anden del blev trioen, der altså nu er blevet til en kvartet, udvidet med de to gæstestjerner: sangeren Frede ”Fup” Norbrink og saxofonisten Jesper Agerschou. De to veteraner har spillet i utallige grupperinger, siden de startede med at spille musik i henholdsvis 1961 og 1971. Frede Norbrink rejser land og rige rundt med sit band, Frede Fup, og sammen med Jesper Agerschou har han dannet duoen med det enkle navn: To.
De to gæster faldt fint ind i Wild Wax Combo’s rockende repertoire, men gav også til publikums store begejstring et par udødelige Otto Brandenburg-slagere fra halvtredserne som Susanne, Birgitte og Hanne og Når en sailor går i land. Det var endnu en festlig aften i Glostrup Bio, og til februar kommer endnu en veteran på scenen i Glostrup Bio: Billy Cross med band.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top