Tal om Glostrup med rank ryg
John-Engelhardt.jpg
Den nye hal ved Nordvangskolen var en af nyhederne i Glostrup i 2017. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Nytårshilsen fra Glostrups borgmester, John Engelhardt

Når jeg møder folk fra andre dele af landet og fortæller, at jeg er fra Glostrup, får jeg tit den bemærkning, at ”det er da en stor kommune, ikke?” Det må jeg jo desværre dementere, da det rent objektivt er svært at løbe fra, at Glostrup både målt på indbyggere og areal hører til de mindre kommuner i landet. Men det siger noget om, hvordan Glostrup opfattes. En opfattelse der nok har rod i vores geografiske placering, vores historie og de markante institutioner i vores kommune (hospital, ret, politikreds m.m.).
Når jeg før snakkede med folk i Glostrup, fik jeg tit den modsatte tanke: At mange mennesker her i byen tænkte på Glostrup som en lille og ubetydelig kommune. At vi hellere dukkede nakken end rankede ryggen. Og vi politikere var måske de værste.

Store planer
Men den tid er ved at være forbi. Vi er igen begyndt at tale om Glostrup med stolthed i stemmen. Vi er igen begyndt at tale om muligheder i stedet for begrænsninger. Vi lægger store planer for fremtiden, og vi har tænkt os at følge dem til dørs. Et vigtigt nedslag i 2017 er, at hele kommunalbestyrelsen i juni måned stod bag en ambitiøs strategi for udvikling af vores bymidte, og at vi i august indgik aftale med udvikler Jesper Rasmussen om at undersøge mulighederne for at bygge hen over banen og forene de to dele af Glostrup, som i hele byens historie har været delt næsten lige så grundigt op, som de to dele af Berlin var.

Kommune i fremdrift
Et andet vigtigt nedslag var, at vi igen samlede 10.000 mennesker til Glostrup Festival i august måned. Denne nye tradition er med til at sende et signal til omverdenen om, at vi kan og tør i Glostrup Kommune.
Og der er bund i ambitionerne. Det er ikke staffage og fernis over en virkelighed, der ser anderledes ud. Vores kommune er på alle måder i fremdrift og i god form. Vi har haft overskud på de kommunale budgetter de seneste seks år, kassebeholdningen har rundet 200 mio. kr., og alligevel har vi sat skatten ned flere gange og ligger nu med en af landets laveste personskatter. Og vi bruger vel at mærke samtidig alle de penge, som vi må bruge.
Kommunen er i fremdrift og her ved årsskiftet vil jeg ønske alle borgere i Glostrup et godt nytår med håb om, at I også, som enkeltpersoner og som familier, i alle livets forhold får fremdrift i 2018.

John Engelhardt
Borgmester
Glostrup Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top