Unge og uddannelse hænger sammen
Mattias-Tesfaye1-Foto-Flemming-Schiller.jpg
Onsdag besøgte Mattias Tesfaye (S) Ungehuset i Brøndby for at høre mere om kommunens indsats for unge, der har brug for støtte igennem uddannelsessystemet. Foto: Flemming Schiller
BRØNDBY. Unge og uddannelse er to af de ord, der er brugt mest i sammenhæng i Brøndby for tiden. Onsdag besøgte Mattias Tesfaye Ungehuset for at høre mere om kommunens indsats for unge mellem 15 og 30

Hvis der er to ord, der hænger sammen i den politiske diskussion i Brøndby for tiden, er det unge og uddannelse.
Ja, faktisk har man hen over efteråret og igennem hele valgkampen i november ikke kunnet høre det ene ord, uden det andet fulgte lige efter. Uanset hvilken politiker, man har talt med.
Det har der været især to grunde til. For det første at regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre i oktober indgik en aftale om en reform af det forberedende område.
En reform, der har til hensigt at slå en lang række nuværende forberedende tilbud sammen til en ny Forberedende Grunduddannelse (FGU), og som i den grad vil påvirke unge i Brøndby og de institutioner, herunder Produktionshøjskolen i Brøndby, som udbyder uddannelserne.
Den anden grund er, at de lokale politikere har vedtaget at igangsætte et stort ambitiøst udvalgsarbejde med deltagelse af såvel politikere, som fagfolk, der skal se på, hvordan endnu flere unge i Brøndby gennemfører en ungdomsuddannelse.

Hente inspiration
En af de politikere, der har stået centralt i diskussionen af disse emner, er Mattias Tesfaye, valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Brøndbykredsen.
Mattias Tesfaye var således Socialdemokratiets forhandler, da aftalen om reformen af det forberedende område blev forhandlet på plads, ligesom han har markeret sig som fortaler for større fokus på vilkårne for de unge, der ikke tager den lige vej igennem uddannelsessystemet.
Derfor besøgte Mattias Tesfaye onsdag Ungehuset i Brøndby, der, som en del af Brøndby Kommunes Jobcenter, arbejder med unge mellem 15 og 30 år.
For at høre mere om Brøndby Kommunes indsatser for unge, der på forskellig vis trænger til hjælp med at komme i uddannelse eller job. Men også for at hente inspiration til det videre arbejde med implementeringen af reformen af det forberedende område.

Godt med mentor
En af de indsatser, der blev præsenteret under besøget, var Brøndby Kommunes samarbejde med den frivillige forening Gadespejlene.
Gadespejlene er en mentorordning, hvor ressourcestærke voksne hjælper unge med at indgå i en meningsfuld social sammenhæng som, skole, arbejde og fritidsinteresser.
Brøndby Kommune har indgået et samarbejde med Gadespejlene, og da Folkebladet sidst skrev om projektet i efteråret, var ti mentorer i gang med at hjælpe 15 unge.
Et projekt Mattias Tesfaye godt kunne se det fornuftige i:
– Det lyder interessant. I forhold til det nye FGU-forløb har vi talt en del om, hvordan vi kan sikre, at alle unge har en stabil voksen, der kan hjælpe dem gennem uddannelsen. Vi ved fra undersøgelser at det har enorm betydning.

Fokus på FGU
I det hele taget var der under mødet stort fokus på den kommende reform, og Mattias Tesfaye mente, selvom han ikke er en del af forhandlingerne om, hvor de nye institutioner fysisk skal placeres, at Brøndby står godt i kampen om at få en FGU-institution:
– Det kunne godt tegne til, at der kommer fire centre på Vestegnen. Produktionshøjskolen i Brøndby har en stærk profil på flere områder. Det giver produktionshøjskolen gode muligheder for at blive et center. Men det er naturligvis noget, borgmestrene skal forhandle på plads.

Skal huske dem
For Brøndby og andre Vestegnskommuner er det store problem, hvordan man fastholder unge i uddannelsessystemet. Vel at mærke de unge, der enten mangler den nødvendige motivation eller plan for fremtiden, og som altså enten ikke kommer i gang med en uddannelse eller får den afsluttet.
Så de sidenhen kan få fodfæste på det arbejdsmarked, der i større og større grad efterspørger uddannet arbejdskraft.
Det misforhold har de lokale politikere sat fokus på ved at søsætte et storstilet udvalgsarbejde, og arbejdet mod det misforhold ønskede Mattias Tesfaye også at hente inspiration til ved sit besøg:
– Det er jo interessant at se på, hvordan vi får de sidste med. Dem, som enten har komplekse problemer eller mangler den nødvendige motivation. Her har Brøndby Kommune lavet en god organisering ved at samle indsatsen her i Ungehuset.
Efter besøget var Mattias Tesfaye godt tilfreds:
– Vi har nogle gange en tendens til at glemme dem, der har brug for lidt ekstra støtte. Måske har vi svært ved at sætte os ind i deres problemer, fordi vi selv lever med villa og vovse. Derfor er jeg meget glad for, at Brøndby Kommune har prioriteret at hjælpe denne gruppe unge. Det kan også inspirere mig i arbejdet i Folketinget.
Udover Mattias Tesfaye deltog også Kent Max Magelund (S), borgmester i Brøndby, i mødet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top