Birkely skabte debat
Vandskade.jpg
Sådan så det ud efter vandskaden i Birkely. Foto: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. På onsdagens kommunalbestyrelsesmøde var der enighed om at inddrage borgere i udviklingen af infrastrukturen i Nordmarken. Men bestemt ikke enighed om, hvad en færdig institution i løbet af et til to år betyder

Onsdag aften var der møde i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk. Her var et af punkterne Proces for helhedsplan for Nordmarken.
Den nyvalgte formand for Teknik og Miljøudvalget, Jan Høgskilde (K), kunne under punktet fortælle, at berørte borgere, for eksempel medlemmer af grundejerforeningen Plougmandsminde og forældre til børn i institutioner i området, igennem en åben proces får mulighed for at påvirke det kommende arbejde med infrastrukturen i området.
Det er således meningen at der skal holdes en række dialogmøder, hvor afsættet er et oplæg, der beskriver fordele og ulemper ved forskellige vej- og stiløsninger og placeringer af institutionerne i forhold til veje og stier.
Selvom der således allerede er tænkt i mulige løsningsforslag, understregede Jan Høgskilde på mødet, at processen er så åben, at bedre og andre forslag kan komme i betragtning.
Men alt i alt, mente Jan Høgskilde, var der god grund til at se frem til processen:
– Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi hos De Konservative glæder os enormt meget til denne proces. Det kan være med til at skabe nogle nye standarder.

S: Super godt
Jan Høgskilde var ikke ene om at glæde sig over den kommende proces.
Socialdemokraternes Martin Nielson var også mere end almindelig tilfreds:
– Det er for det første enorm smart, at man ser på hele denne del af kommunen og ikke blot kæmper sig frem vej for vej og sti for sti. For det andet er det her vanvittig smart, at vi på så tidligt et tidspunkt inddrager borgerne. Så jeg er super glad.

Hvor lang tid er to år?
Der blev dog også dryppet et par dråber malurt i bægeret af Dansk Folkeparti. Således sagde Kenneth Kristensen Berth:
– Det undrer mig, at vi ikke er kommet i gang med denne proces langt tidligere, måske allerede før sommerferien, så processen kunne være afsluttet i god tid. Hertil kommer, og det holder vi borgmesteren fast på, at der er givet et løfte til nogle borgere, til nogle forældre i daginstitutionen Birkely om, at der vil være en ny bygning indenfor maks to år. Det vil sige i januar 2019. Det vil sige, at vi skal til at have fart på. Jeg har for eksempel forsøgt at få vide, hvornår der er en projektplan for den nye institution, hvornår skal vi begynde at tage stilling til den nye konstruktion. Det har jeg ligesom ikke rigtig kunnet få svar på, hvornår det kommer på udvalgsmøde. Derfor er det underligt, at den her proces først er sat i søen nu.

Stod på hjemmesiden
Under mødet henviste Kenneth Kristensen Berth til to opslag på Vallensbæk Kommunes hjemmeside. Det første fra 20. januar 2017.
Her kunne man blandt andet læse, sagde Kenneth Kristensen Berth:
– Uanset hvilken løsning, der bliver tale om, vil der skulle ny-, ud- eller ombygges, og det forventes derfor, at der vil gå 1-2 år, før en permanent løsning er på plads.
Desuden havde Henrik Rasmussen, tilføjede Kenneth Kristensen Berth på kommunalbestyrelsesmødet, givet tilsagn om det samme på et møde med forældrene i institutionen:
– Under et efterfølgende møde med borgmesteren i daginstitutionen tilkendegav borgmesteren, at genplaceringen maksimalt ville vare to år, og med henvisning hertil har kommunen afvist at lave en række forbedringer bl.a. af legefaciliteterne i den midlertidige institution.
Det andet opslag på kommunens hjemmeside, der ifølge Kenneth Kristensen Berth har betydning i sagen, stammer fra den dag, hvor kommunalbestyrelsesmødet fandt sted. Her står:
– I dag (31, januar, red.) havde kommunen på dens hjemmeside lagt følgende besked ud under overskriften ”Det gamle Birkely rives ned.” Kommunalbestyrelsen har besluttet at opføre en ny daginstitution i Vallensbæk Nord, som ventes at stå klar inden udgangen af 2019.
Der er således, slog Kenneth Kristensen Berth på onsdagens møde fast, at der er forskel på det, der blev lovet for et år siden, og det, forældrene nu må forholde sig til:
– I stedet for de 1-2 år, som forældrene oprindeligt blev stillet i udsigt, taler vi nu ifølge kommunens egen hjemmeside om en genhusningsperiode på op til tre år. Det er selvsagt ikke specielt tilfredsstillende hverken for børn eller forældre, og man kan få den tanke, at borgmesteren har lovet mere end han kunne holde i et valgår.

En anden debat
På mødet var Henrik Rasmussen ikke enig med Kenneth Kristensen Berth i hans udlægning af sagen:
– Jeg står fuldstændig ved, at vi skal have en daginstitution i Nord. Og Dansk Folkeparti har selv været med til at lave et budget (budgetforlig for 2018, red.), og vi skulle lige have penge til at lave det. Der har vi sat penge af til i 2018 og 2019. Der laver vi en ny daginstitution. Det har Dansk Folkeparti selv været med til at aftale, og det giver rigtig god mening. Vi gør alt, hvad vi kan for at blive færdige, og allerede i næste måned kommer de første sager på til udvalgsdagsordenen, så vi kan komme i gang med de byggerier, som vi har planlagt. Nu, på det aller første kommunalbestyrelsesmøde i 2018 sætter vi gang i den proces.
Desuden mente Henrik Rasmussen, at debatten burde handle om noget andet:
– Det er jo sådan set en hel anden debat, vi sætter gang i. Den her problematik starter i virkeligheden oppe omkring Firkløverparken, hvor nogen synes, der er for meget trafik. Det har vi skudt til hjørne længe. Fordi vi har sagt, at vi gerne vil have lastbilerne ud af området, inden vi begynder at gøre noget ved infrastrukturen. Derfor giver det god mening, nu hvor man er ved at være færdig med at bygge deroppe, og selvom man skal bygge til ved Pilehavehus, at se på sagen. Desuden kan jeg huske, at Dansk Folkeparti ville have mig til at love, at genopbygningen af Birkely skulle være nærmest på samme sted 1:1. Derfor er der ingen overraskelser i forhold til Pilehavehus eller Birkely. Vi ved, hvor begge nyopførelser kommer til at ligge. Det, der nu skal ses på, er hele infrastrukturen. Det kan vi sagtens finde ud af lave sideløbende.

Så hurtigt som muligt
Folkebladet har efterfølgende spurgt Henrik Rasmussen, hvad han siger til kritikken fra Kenneth Kristensen Berth og Dansk Folkeparti, og Henrik Rasmussen fastholder, at der ikke er noget at komme efter:
– Jeg må indrømme, at det i længden bliver lidt trættende at høre på Dansk Folkeparti. De har selv været med til at vedtage et budget, hvor der er sat penge af til projektet. Vi må simpelthen ikke sætte gang i projektet, før der er penge til det. Så snart det blev 2018, gik vi i gang med projektet. Jeg kan garantere, at der bliver knoklet med det her projekt.
Til spørgsmålet om, hvordan han forstår opslaget på kommunens hjemmeside den 20. januar 2017 siger Henrik Rasmussen:
– Jeg kan garantere, at vi gør det så hurtigt som muligt. Men det endelige produkt skal have kvalitet, og alle, der har prøvet at bygge et hus, ved, det tager tid. Vi var simpelthen nødt til at vente til, der var afsat penge. Før kunne vi ikke gå i gang med projektet.

Rette løsning vigtigst
Hos det tredje parti i kommunalbestyrelsen, Socialdemokratiet, mener Søren Wiborg, formand, at datodiskussionen er mindre relevant:
– Det er næppe realistisk, at Birkely står færdig om godt et års tid. Det er dog heller ikke afgørende for Socialdemokratiet. Det afgørende er, at der kommer den rigtige løsning ud fra de behov, der er nu. Den nye daginstitution kommer ret sikkert til at være i brug i den næste 40-50 år, så vi må gerne skynde os langsomt og så få et gedigent byggeri med det rigtige indhold.
Og så mener Søren Wiborg, som Henrik Rasmussen, at Dansk Folkeparti, selv har været med til at styre processen:
– Det er nyt for Socialdemokratiet, at Henrik Rasmussen skulle have lovet en fast tidsplan. Derimod har Dansk Folkeparti en tendens til at skrue sig op og overfortolke tingenes tilstand på en måde, som ikke har hold i virkeligheden, og hvor de selv glemmer aftalerne. DF var for første gang i flere år med i et budgetforlig i oktober 2017. Her blev det vedtaget, at afsætte midler til en ny daginstitution som erstatning for Birkely i 2018 og 2019. Det er derfor lidt komisk, at de nu mener, at den skal står færdigt senest 7. januar 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top