Brøndby Kommune vil se på trafikkaos ved skole
UheldBØS-1.jpg
Dette uheld giver anledning til, at Brøndby Kommune kigger nærmere på trafikforholdene. Foto: Brian Michaelsen
BRØNDBY. Brøndby Kommune vil se på trafikforholdene omkring Brøndbyøster Skole, efter en ældre mand blev påkørt i morgentrafikken

Fredag den 2. februar blev en ældre mand ramt af en personbil på Bredager ved Brøndbyøster Skole. Han var ikke kommet alvorligt til skade, men blev dog hentet af en ambulance. Det uheld får nu Brøndby Kommune til at kigge nærmere på trafikforholdene omkring skolen.
– Fredag den 2. februar blev en voksen cyklist påkørt ved indkørslen til Brøndbyøster Skole af en bilist – en såkaldt højresvingsulykke mellem en ligeudkørende cyklist og en højresvingende billist. Heldigvis fik cyklisten ikke alvorlige skader, men et uheld er altid et for meget, og kommunen arbejder derfor løbende med at forbedre trafiksikkerheden. Uheldet giver anledning til at undersøge, om der skal gøres yderligere. Kommunen er derfor ved at se nærmere på de konkrete forhold, hvor krydset er belastet, specielt om morgenen, hvor mange forældre vælger at køre ind og sætte børn af på skolens parkeringsplads, siger teknisk direktør Casper Toftholm.
Forvaltningen vil kigge på, om afmærkningen er god nok.
– Der ses på, om oversigtsforholdende og særligt afmærkningen kan forbedres på stedet, siger Casper Toftholm.
Ifølge ham er der problemer med opmærksomheden fra billisterne.
– Rigtig mange cyklister – skoleelever, lærere og forældre – drejer ind ad adgangsvejen til skolens parkeringsplads, og nogle billister er ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, at nogle cyklister fortsætter ligeud mod Lindeager, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top