Døgnrapporten
dognrapporten.jpg

17-årig kørte bil
BRØNDBY.
Natten til lørdag den 10. februar et minut efter midnat stoppede en politipatrulje en personbil på Brøndbyøstervej i Brøndby, hvor føreren, en 17-årig dreng fra Frederiksberg, blev sigtet for kørsel uden førerret. Drengen erkendte, at han endnu ikke har taget kørekort.


Tog ikke nyt kørekort
GLOSTRUP.
Lørdag den 10. februar klokken 08.50 blev en personbil stoppet på Roskildevej i Glostrup, hvor det viste sig, at føreren, en 46-årig mand fra Roskilde, ikke havde generhvervet sit kørekort, efter det tidligere er blevet frakendt. Han erkender sigtelsen.


Rat stjålet
VALLENSBÆK.
En borger i Vallensbæk har anmeldt, at han i mellem fredag aften og lørdag formiddag har haft indbrud i sin personbil på Strandhaven i Vallensbæk. En gerningsmand havde på ukendt vis tilegnet sig adgang til bilen og stjålet bilens rat.


19-årig anholdt for narko- og spirituskørsel
GLOSTRUP.
Søndag den 11. februar klokken 03.05 blev en 19-årig mand fra Albertslund sigtet for narko- og spirituskørsel, da en patrulje stoppede ham i en personbil på Mjølnersvej i Glostrup. Han blev anholdt og kørt til blodprøve på Albertslund Politigård, hvor han fortsat nægtede at have kørt bil i påvirket tilstand.


Færdselsuheld
BRØNDBY.
Mandag den 12. februar klokken 10.06 blev en politipatrulje sendt til Brøndby Strand Centrum, efter vagtcentralen modtog en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld, hvor en cyklist var blevet påkørt. Da patruljen ankom, blev føreren af bilen, en 79-årig mand fra Brøndby, sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt, hvilket han erkendte. Den 29-årige, kvindelige cyklist fra Valby slap uden alvorlige skader.


Politiet efterforsker tricktyveri
VALLENSBÆK.
Mandag den 12. februar kl. 11.20 modtog politiet en anmeldelse om, at en 80-årig kvinde fra Vallensbæk netop havde været udsat for et tricktyveri på Albertslundvej i Vallensbæk. Kvinden havde været ude at handle, da hun foran sin lejlighed blev opsøgt af en mand og en kvinde, som pressede sig med ind i kvindens opgang, mens de talte et sprog, hun ikke forstod. Kvinden mærkede et lille puf, hvorefter de to personer forlod opgangen. Da kvinden kom op i sin lejlighed, blev hun opmærksom på, at hun manglede sin pung.
De to personer beskrives som:
A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 40-50 år, 165-170 cm. høj, almindelig af bygning med kort, sort hår. Han var velsoigneret og iført en sort dunjakke og mørke bukser.
B: Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, 35-40 år, 170 cm. høj, almindelig af bygning med lyst, langt hår. Kvinden havde meget sminke på og var iført en lys dunjakke, lyse bukser og handsker.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.


Flere koster blev leveret tilbage efter indbrud
GLOSTRUP.
Mandag den 12. februar kl. 15.02 modtog politiet en anmeldelse fra en borger om, at der i øjeblikket var indbrud i hans lejlighed på Dalvangsvej i Glostrup, og at han netop havde set to personer forlade adressen i en personbil. En patrulje kørte ud for at lede efter bilen, men i første omgang uden held, hvorfor patruljen kørte mod gerningsstedet for at indsamle spor efter indbrudstyvene. Bilen, som var fyldt med koster, blev fundet senere på dagen, og manden fik leveret flere stjålne genstande tilbage. Politiet efterforsker fortsat sagen.


Politiet efterforsker lejlighedsindbrud
BRØNDBY.
Mandag den 12. februar i tidsrummet mellem kl. 16 og 21.15 var der indbrud i en lejlighed på Tranehaven i Brøndby. En patrulje kørte frem til gerningsstedet, hvor det kunne konstateres, at en eller flere ukendte gerningsmænd havde skaffet sig adgang ved at bryde lejlighedens terrassedør op og herefter havde gennemrodet samtlige værelser.


48-årig sigtet for spirituskørsel
GLOSTRUP.
Mandag den 12. februar klokken 18.18 stoppede en patrulje en personbil på Statenevej i Glostrup. Føreren, en 48-årig mand fra Glostrup, blev skønnet påvirket af spiritus, hvorfor han blev anholdt og kørt til Albertslund Politigård for at få udtaget kontrollerende blodprøver.


72-årig udsat for tricktyveri
GLOSTRUP.
Onsdag den 14. februar kl. 17.10 modtog politiet en anmeldelse om, at en 72-årig kvinde fra Glostrup havde været udsat for et tricktyveri. Hændelsen skete på Hovedgaden i Glostrup, hvor en mand og en kvinde pludseligt stoppede hende for at spørge om vej til et nærliggende hospital. Efterfølgende fandt kvinden ud af, at hun havde fået stjålet sit dankort. Gerningsmændene aflurede angiveligt kvinden pinkode, da hun kort tid forinden betalte for sine varer i et supermarked, og hævede efter tricktyveriet et større kontantbeløb fra kortet.
Manden og kvinden beskrives som:
A: Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, 30-35 år, omkring 158 cm. høj, havde brunt, mellemlangt hår og brede, optegnet øjenbryn.
B: Mand, 70-75 år, 155-158 cm. høj med lyst, kort hår og gik med krumbøjet ryg.


Tyveri fra varevogn
BRØNDBY.
Torsdag den 15. februar kl. 06.45 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsmand i løbet af natten var brudt ind i en varevogn, som holdt parkeret på Daruplund i Brøndby Strand og stjålet en stor mængde elektrisk værktøj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top