Fastelavnsfest i Middelalderlandsbyen
middelalderfastelavn1.jpg
På lørdag bliver der afholdt fastelavnsfest i Middelalderlandsbyen i Brøndby. Foto: Middelalderlandsbyen
BRØNDBY. På lørdag er der fastelavnsfest i Middelalderlandsbyen. Blandt andet med tøndeslagningen i flere størrelser

På lørdag byder Middelalderlandsbyen velkommen til en fastelavnsfest, der byder på tøndeslagning, præmie til bedst udklædte, gratis fastelavnsboller og snobrød til børnene, lav-selv fastelavnsris og en ny mobilquiz om middelalderen.
– Fastelavnsfesten i Middelalderlandsbyen er en skøn blanding af velkendte og nye aktiviteter. I år vil vores gæster således kunne anvende vores nye formidlingshus til at lav-selv fastelavnsris og få varmen på bløde lammeskind, mens de nyder en kop kaffe og lidt friskbagt kage, fortæller leder Tonny Soltau.

Tønder i flere størrelser
Tøndeslagningen indledes kl. 12.00 for de mindste og følges af en tøndeslagning for de mellemste børn. Vanen tro sluttes af med tøndeslagning for de voksne, der i år får en forstærket tønde at muntre sig med.
Efter tøndeslagningerne vil der være uddeling af gratis fastelavnsboller og drikke til børnene.
Middelalderlandsbyens Venner, der er arrangører af festlighederne vil stå for salg af kaffe, the og kage, der kan nydes i formidlingshuset eller ude ved lejrbålet, hvor børnene kan bage snobrød.
– I år tilfører vi fastelavnsarrangementet et nyt læringselement, når vi introducerer Find2Learn, der er en lærerig quiz om middelalderen, fortæller historisk formidler Niels Jelsbak og fortsætter:
– Den GPS-baserede mobilquiz leder deltagerne rundt i landsbyen via et digitalt landkort, hvor der undervejs dukker lærerige spørgsmål op på mobiltelefonen. Resultaterne vises løbende på et digitalt whitebord i formidlingshuset, hvor den dygtige vinder senere bliver præmieret.
Fastelavnsfesten arrangeres af støtteforeningen Middelalderlandsbyens Venner sammen med Brøndby Kommune og har desuden deltagelse af Middelaldergruppen Korsfarerne.

Jubilæumsår
Fastelavnsfesten er det første publikums arrangement i 2018, der samtidig er året hvor Middelalderlandsbyen kan fejre 20-års jubilæum.
Den populære undervisnings- og kulturinstitution blev grundlagt i 1998 og har siden været besøgt af mange tusinde børn og voksne.

Alle offentlige arrangementer kan findes på middelalderlandsbyen.dk eller på Facebook.com/middelalderlandsbyen.
De offentlige arrangementer vil desuden blive slået op på webportalen oplevbrøndby.dk eller vil kunne ses i Folkebladet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top