Glostrup hædrede succesfulde idrætsfolk
Idrætsreception-3.jpg
John Engelhardt sagde tillykke til de mange gode idrætsfolk. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Mandag i sidste uge blev den traditionelle idrætsreception, hvor Glostrup Kommune siger tillykke til de sportsudøvere, der har opnået fine resultater i 2017, afholdt

I Glostrup Fritidscenter var der mandag aften fyldt godt op, da Glostrup Kommune holdt den årlige idrætsreception. Her siger kommunen tillykke til de sportsudøvere, der har fået medaljer ved et Danmarksmesterskab eller været på landsholdet.
– Alle jer, der er samlet her i aften, er bevis på et foreningsliv i absolut topform, et foreningsliv vi er stolte af og et foreningsliv med masser af fællesskab for alle aldre, sagde borgmester John Engelhardt i sin tale.
Han huskede også at takke de mange frivillige, der får foreningerne til at fungere.
– Og lad mig også benytte lejligheden til at takke alle jer, der får foreningerne til at løbe rundt i hverdagen, jer der stiller op til brugerbestyrelsen, jer der vover pelsen og starter nye initiativer op, og jer der lægger energi i at vedligeholde det helt lokale demokrati. En kæmpe tak skal der lyder herfra, sagde han.

Flere faciliteter
John Engelhardt talte også om vigtigheden af et aktivt foreningsliv.
– Fremtiden kommer blandt andet til at handle om vores ambition om at blive en endnu mere levende by, med flere Glostrup borgere og flere arbejdspladser. For at det skal blive en succes, tror jeg, det er utroligt vigtigt, at kommunens rammer understøtter og giver os lyst til en aktiv fritid. Det er faktisk ret enkelt. Aktive mennesker og foreningsmennesker er gladere og har generelt en højere livskvalitet, sagde han.
Han talte også om de investeringer, kommunen laver i nye idrætsfaciliteter. Der skal blandt andet opføres et udendørs træningsanlæg til crossfit eller parkour.
– Det er endnu ikke helt besluttet, hvor det skal opføres, men det vil være nærliggende at placere det sammen med andre idrætsfaciliteter. Det bliver en spændende proces, hvor foreningslivet vil blive involveret, sagde han.
Folkebladet har tidligere omtalt, at der skal anlægges en ny kunstgræsbane i idrætsparken. Det bliver desværre ikke til noget i denne omgang, fordi tilbuddene på at anlægge banen var væsentligt over budgettet.
– Vi vil kigge på det igen til budget 2019, og så må vi se på, om det kan lykkes. I mellemtiden vil vi renovere vores eksisterende kunstgræsbane allerede i år – i stedet for i år 2020, som det oprindeligt var planlagt, sagde borgmesteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top