Også liv i havnen om vinteren
HLA_8158.jpg
Der har netop været afholdt auktion over 13 efterladte både i Vallensbæk Havn. 11 blev solgt. Dermed er der lidt bedre plads i havnen. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Selvom det er vinter og frost, er der stadig liv i Vallensbæk Havn. For havnelivet foregår året rundt

Udenfor bider kulden og isen har godt fat i vandet i Vallensbæk Havn. Men her indenfor er det rart og hyggeligt.
En lille gruppe mænd i deres bedste alder, altså i den alder, hvor man ikke længere behøver at forholde sig til arbejdsmarkedet, men omvendt stadig har masser af kræfter og energi, arbejder i små grupper.
Tre mænd er ved at vaske en af følgebådene, mens en anden gruppe går og maler det skur, der om nogle måneder skal bruges som cykelparkeringsplads.
Selvom det er vinter, og der ikke er særlig mange både i vandet her i Vallensbæk Havn, er der masser af aktivitet sådan en februaronsdag. Hvis man altså rykker indenfor.

Bidt af sejlklubben
Mændene, eller gråsælerne som de kalder sig selv, mødes hver onsdag og laver forskellige aktiviteter til glæde for Vallensbæk Sejlklub og Vallensbæk Havn. I dag står den altså på både cykelskur og klargøring af båd.
– Vi mødes hver onsdag og begynder med at drikke en kop kaffe, hvorefter vi laver forskellige ting. På et tidspunkt holder vi en pause, som det er meget vigtigt at huske, og når det så bliver frokost, så spiser vi vores medbragte mad, fortæller Peter Ambs, som de andre drillende kalder høvding for Gråsælerne.
Som de øvrige mænd, der denne onsdag er dukket op, så betyder havnen, sejlklubben og både meget for Peter Ambs:
– Alle kan være med. Det eneste krav er, at man skal være medlem af sejlklubben. Nogen har stadig båd, mens andre har solgt deres. Fælles for os er, at vi godt kan lide at komme i sejlklubben og at vi godt kan lide at være sammen på den her måde.

Mange små cirkler
Gråsælernes onsdagsmøder finder sted igennem hele vinteren. Udover at deltagerne nyder godt af fællesskabet, yder de også en vigtig indsats, som kan mærkes resten af året, fortæller Peter Ambs:
– Det er klart, at vi med vores indsats får lavet nogle ting både for sejlklubben og havnen, som ellers ikke ville blive lavet. For eksempel klargør vi klubbens skolebåde.
I det hele taget knytter der sig mange sociale aktiviteter til Vallensbæk Sejlklub, tilføjer Peter Ambs:
– Der er også en fotoklub, som mødes en gang om ugen. Så tager de på ture for at fotografere eller ser på deres billeder. Der er også en strikkeklub, som mødes en gang om ugen. Så der er mange sociale aktiviteter knyttet til sejlerlivet, også her om vinteren.

Tid til det andet
Udenfor Gråsælernes lokale vandrer en par kvinder rundt.
De er på en vandretur og slår lige slår et smut forbi havnen for at se om alt er, som det plejer at være.
Lidt længere borte arbejder tre mænd. De er ved at flytte en motorbåd. En af de både, der netop er blevet solgt på auktion, fortæller Per Møller Sørensen, havnefoged:
– Vi har netop holdt auktion over 13 både, der er blevet efterladt i havnen. Vi fik solgt de 11, så det er jo godt. For så er der 11 både mindre, der fylder.
I det hele taget går livet ikke i stå i havnen, selvom det er vinter, fortæller Per Møller Sørensen:
– Det er nu, vi får lavet alle de ting, vi ellers ikke får lavet, når bådene er i vandet, altså klippet træer og buske, vedligeholdt broerne og alt det andet.
Hertil kommer, at det faktisk allerede så småt er ved at være tid til at se frem mod, at bådene igen skal i vandet:
– Inden længe begynder vi også at sætte numre på bådene, så vi får dem i i rigtig rækkefølge.
De to kvinder på vandretur fortsætter mod de yderstre broer i havnen.
Selvom isen kan ses flere steder i havnen og bådene ligger stille i vandet eller på land, er der stadig masser af sejlerliv i Vallensbæk Havn sådan en almindelig februardag.

I løbet af vinteren bliver der blandt andet arbejdet på at forbedre bådebroerne i havnen. Foto: Heiner Lützen Ank

Selvom frosten har godt fat i Vallensbæk Havn, er der stadig mennesker, der har deres daglige gang her. Foto: Heiner Lützen Ank

Gråsælerne, en del af Vallensbæk Sejlklub, bruger onsdag formiddage til at lave forskellige ting for sejlklubben og havnen. Her er de ved at lave en dør. Foto: Heiner Lutzen Ank

Der har netop været auktion i Vallensbæk Havn. Over efterladte skibe. Skibet til venstre var det største, der var til salg. Foto: Heiner Lützen Ank

1 kommentar om “Også liv i havnen om vinteren”

  1. Kim Jørs siger:

    På alle tider af året er det vidunderligt at komme på Vallensbæk havn, at bruge et kort stykke tid på at komme lidt ned i fart og bare nyde livet og lydene … Jeg nyder også meget at være på båden i vintertiden, fordi jeg bare slapper af på en anden måde, end hjemme i sofaen.

    Tak for et godt og afslappende havne miljø.
    Mvh
    Kim

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top