Bo-Vest har vokseværk
BRØNDBY. Repræsentantskabet i Bo-Vest har stemt ja til at tage imod Lejerbo København per 1. juli

Boligselskabet Bo-Vest bliver nu endnu større.
Det sker, når Lejerbo København til sommer bliver en del af fællesskabet, der i ti år har bestået af de almene boligorganisationer Tranemosegård, Vridsløselille Andelsboligforening og Albertslund Boligselskab.
Sådan hedder det i en pressemeddelelse fra Bo-Vest.
Ifølge pressemeddelelsen blev der på tirsdagens repræsentantskabsmøde i Bo-Vest nemlig nikket ja til, at Lejerbo København fra 1. juli bliver det fjerde boligselskab i Bo-Vest.
Dermed vokser boligorganisationen, ifølge pressemeddelsen, til knap 15.500 boliger i København og på Vestegnen.
– Vi er meget stolte af, at Lejerbo København har valgt at blive en del af Bo-Vest-fællesskabet, og vi glæder os meget til det nye samarbejde. Jeg er sikker på, at det bliver til stor inspiration for alle parter og til gavn og glæde for alle, ikke mindst beboerne. I Bo-Vest har vi et stærkt fællesskab, der bliver endnu stærkere med Lejerbo København,” siger Vinie Hansen, bestyrelsesformand i Bo-Vest.

Bedst mulige rammer
Bo-Vest vil altså fra juli skulle arbejde for og med langt flere beboere end nogensinde før. Det ændrer ifølge organisationen dog ikke ved den administration, beboerne kender dag.
– Når vi træffer beslutninger i Bo-Vest er det altid med beboernes interesser for øje. Og det bør i den grad komme beboerne til gode, at vi vokser med 50 procent. Med det nye samarbejde, er det min forventning at vi sammen kan blive endnu bedre til at skabe løsninger, der skal give vores beboere de bedst mulige rammer at leve og bo i, siger Vinie Hansen i pressemeddelelsen fra Bo-Vest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top