Brøndby vågn op
DEBAT. Af Erik Borsholt, Bygmarksvej, 2605 Brøndby

I efteråret fik vi indtryk af, at Brøndby Kommune ville undlade planforslag, der ikke var gennemtænkte.
Men på kommunalbestyrelsesmødet den 14. marts erfarede vi, at administrationen var fortsat med at stille forslag, der var plukket ud af enkeltheder og uden sammenhæng.
I Folkebladet har vi læst om færdselsulykker ved både Brøndbyvester- og Brøndbyøster Skole. Samtidig går der rygter om, at børnene fra det kommende Kirkebjerg skal gå på Brøndbyvester Skole, og at det løses ved at sætte en etage oven på den bestående skole. Jeg garanterer, at det ikke løser de kendte trafikproblemer ved indgang til Brøndbyvester Skole, tværtimod.
Vi ved, at den ældre del af Brøndby er tegnet i hestevognenes tid, og det lever vi med. Men at lave nye kvarterer med mindre end tre bilparkeringspladser til hver familiebolig, det anser jeg for dumt, fordi det indebærer kaos.
Tidligere sagde vi, ’hvor mange lig skal der på bordet?’
Eva lovede, at vi skulle kunne bo i Brøndby fra vugge til grav. Og det håber mange af os fortsat på.
I Vesterled stemte vore forgængere omkring 1938 om tilhørsforhold. De valgte Brøndby fremfor Glostrup. I øjeblikket mangler Brøndby ungdoms-, single- og ældreboliger. Cirka halvdelen af voksne i byområder lever allerede som singler og selvsagt mange med børn. Denne del af ’udviklingen’ ses endnu ikke standset, men den skal tilgodeses, som det stigende antal biler. Flere og flere kører længere og længere på arbejde hver dag. Og før udkørsel skal børn afleveres i skole eller institution. Og til aften skal de hentes før lukketid.
Jeg anbefaler at stoppe for nye planer i nogle måneder og få ryddet op, samtidig bør planfolkene udarbejde 10, 20 og 30 års planer for byudvikling og boligpolitik med faldende detaljeringsgrad for hvert af de fire byområder (inkl. Fingeren).
Stjernen over bør lyse klart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top