Fårene indtog Den Kongelige Opera
får_i_operaen_4.jpg
Fårene fra Ejby vil være på scenen på Den Kongelig Opera nogle gange endnu. Foto: Flemming Schiller
GLOSTRUP. Fårene fra Ejby har over de seneste måneder trænet for at være med i operaen The Exterminating Angel. Det har været en stor oplevelse at være med i operaen, fortæller Gunnar Kjær, der passer fårene

Fredag var der premiere på operaen The Exterminating Angel, der på dansk hedder Morderenglen. I starten af den optræder der nogle får fra Ejby Fårelaug, der bliver hjulpet rundt af Gunnar Kjær, der er den bærende kraft i foreningen. Det har været en stor oplevelse for ham at være med på Den Kongelige Opera.
– Det er en stor oplevelse. Det er helt utroligt, jeg har aldrig oplevet en verden med så dejlige mennesker, siger han.
De normale kunstnere på operaen har været rigtig glade for fårene.
– Folk kommer hen og aer dyrene og bliver fotograferet med dem. Det er noget, der bliver talt om. Den historie vil leve meget længe derinde, siger Gunnar Kjær.
Det er tre væddere, der i sidste ende blev valgt til at optræde på operaen.
– De fleste får er gravide, og vi kan jo ikke have, at de føder midt på scenen. Dem med lam kan vi heller ikke tage væk fra deres lam for længe, siger Gunnar Kjær.
Men det er faktisk ikke noget problem med væddere.
– Rent faktisk er det sådan, at væddere er mere kælne end får. Man kan hurtigere blive fortroligt med en vædder end med et får. Hvis man bare behandler ham kærligt og ordentligt, så har man en ven for livet, siger Gunnar Kjær.
Han kører til hver forestilling fårene ind til operaen på Holmen, hvor de er fremme i god tid, så bliver de lukket ind i en vogn, som er deres egen.
– Det ene af fårene stiller sig op ved lågen, og venter på at komme afsted, det er Cornello, siger han.
Det andet får hedder Ronaldo, ligesom den berømte portugisiske fodboldspiller.
– Den er også lidt væver i det, forklarer Gunnar Kjær.
Det tredje får har faktisk en forbindelse til en opera i forvejen. Det er Escamillo, der er opkaldt efter tyrefægteren i operaen Carmen.

Bliver slagtet
Operaen handler om en gruppe mennesker, der mødes til et middagsselskab efter en tur i operaen. Her har værterne nogle får med, for at lave lidt sjov.
– De har valgt, at det skal være en sjov aften, så de har fået fat på nogle får og en bjørn, fortæller Line Blach Kobberøe, der er instruktørassistent på operaen.
Efter middagen kan gæsterne dog ikke finde ud af at komme hjem, og det meste af operaen foregår derfor i hjemmet med denne gruppe af mennesker. På et tidspunkt midt i operaen kommer fårene tilbage. Denne gang er det dog nogle udstoppede får og ikke fårene fra Ejby. På det tidspunkt har middagsselskabet været fanget i et stykke tid, så de er meget sultne og slagter fårene. Til sidst finder de ud af, hvordan de kan komme ud af huset.
Line Blach Kobberøe har tidligere arbejdet med en gammel cirkushest i en forestilling, men det er noget helt andet at arbejde med får.
– Forskellen på en hest og nogle får er, at får er helt anderledes at arbejde med, det er meget mere rolige dyr. Man har en anderledes forudindtagelse for, hvordan man arbejder med får og får dem til at gøre, det de skal. Der har været mere opmærksomhed på at lade dem komme ind og opleve stemningen. Vi har haft dem inde nogle gange uden at spille med dem, og der var nogle får, der ikke duede derinde, så et par af fårene er blevet skiftet ud, men de har fundet frem til tre meget fornuftige får, siger hun.

Morderenglen
The Exterminating Angel, eller Morderenglen på dansk, er en engelsksproget opera. Den er baseret på den spanske film El ángel exterminador.
Filmen er skrevet og instrueret af Luis Buñuel og havde præmiere i 1962. Det er en surrealistisk film om en gruppe mennesker, der bliver fanget til et middagsselskab.
Operaen er lavet i et samarbejde mellem Festspillene i Salzburg, Royal Opera House i Covent Garden i London, Metropolitan Opera i New York og Den Kongelige Opera i København. Den havde præmiere den 28. juni 2016 i Salzburg.
Operaen er lavet af Thomas Adès. Det er hans 3. opera.
The Exterminating Angel spiller i alt syv gange i marts, april og maj på Den Kongelige Opera.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top