Fest for små og store idrætsudøvere
HLA_5175.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Tirsdag var der fest på rådhuset i Vallensbæk. Den dag var byens idrætsudøvere nemlig inviteret på besøg for at blive fejret. Godt og grundigt. Det har nemlig på alle måder været et godt idrætsår

233 gange i løbet af 2017 har en idrætsudøver fra Vallensbæk fået en guldmedalje hængt om halsen ved Sjællandsmesterskaber, Danmarksmesterskaber, nordiske mesterskaber og europæiske mesterskaber.
Hertil kommer, at idrætsudøvere fra Vallensbæk har været kvalificeret til Verdensmesterskaberne syv gange samt tre gange til Olympiske Lege.
Og så er 73 udøvere eller hold rykket op til højere division eller lignende. Med andre ord, så har 2017 været et fantastisk idrætsår i Vallensbæk.
Det blev fejret tirsdag på rådhuset, hvor over 100 idrætsudøvere i alle aldre fra idrætsgrene som kapgang, modelskibssejlads og fodbold, og mange andre, var mødt op for at lade sig hylde af Henrik Rasmussen (K), borgmester, og flere andre medlemmer af kommunalbestyrelsen.
Og Henrik Rasmussen var glad:
– De 233 medaljer er rigtig, rigtig flot. Hertil kommer så også tre kvalificeringer til de olympiske lege. Det er da rigtig flot.
Ifølge Henrik Rasmussen er idræt en væsentlig del af hverdagen i Vallensbæk:
– Idræt er rigtig vigtig for os. Vi vil gerne have, at vores borgere har et sundt liv, og idræt er både fysisk og mentalt sundt. De unge mennesker og seniorerne, der er her, får nogle gode og sunde værdifællesskaber.
Det er ikke kun på en festdag som den i tirsdags, Henrik Rasmussen hepper på de lokale idrætsudøvere.
Det sker også, når de er i kamp:
– Jeg er løbende rundt og se på de forskellige idrætsgrene, og da der var vinter-OL sad jeg da også og heppede på Elena Rigas, der har startet sin karriere her i Vallensbæk.

OL og Vallensbæk
Tirsdagens største sportsstjerne var netop speedskateren Elena Rigas. Til trods for, at hun netop har været til OL i Sydkorea og har et tætpakket træningsprogram, var hun med på rådhuset:
– Det var skønt at være med. Jeg vil gerne bakke op om og støtte den klub (Vallensbæk Rulleskøjteklub, red.) som har haft så stor betydning for min karriere. Meget af det, jeg har lært der, har jeg taget med over i speedskating.
At Vallensbæk Kommune hylder idrætsudøverne, mener Elena Rigas, er en god idé:
– En fest som denne viser, at de anerkender det, vi laver. Også de foreninger som ikke er så store og ikke har så stor bevågenhed.
Elena Rigas er måske nok den lokale idrætsudøver, der har fået størst medieopmærksomhed.
Men hun er ikke ene om at have repræsenteret byen ude i den store verden. Det samme har flere sejlere fra Vallensbæk Modelskibs Klub, fortæller Thomas Reichert, formand:
– Vi havde fire mand med vil VM. Det blev ganske vist ikke til medaljer, men det gik godt med pladser lige udenfor medaljerækkerne.
Hertil kommer, tilføjer Thomas Reichert, et hav af medaljer ved DM på hjemmebane:
– Der blev afholdt DM her i Vallensbæk, og ved den lejlighed vandt vi 12 ud af 25 medaljer. Så det er meget godt.
For at vinde en modelskibssejlads gælder det ikke om at komme først, men om at være mest præcis. Det giver ifølge Thomas Reichert sporten nogle klare fordele:
– Det er for alle. Den yngste er otte og den ældste er 90. Hertil kommer, at hyggen og fælleskabet er vigtige elementer.
Også i Vallensbæk Modelskibs Klub er man godt tilfreds med at have hjemme i netop Vallensbæk, fortæller Thomas Reichert:
– Der er et virkelig godt samarbejde med kommunen. Vi har fine forhold og får masser af hjælp. Når vi fortæller det til andre, så bliver de helt misundelige.

Fedt at springe baglæns
Også gymnaster fra TeamGym Albertslund/Vallensbæk var mødt op for at feste.
Blandt andet Matilde Olesen og Melissa Bredfeldt på ni år og Laureen Lheme på ti år.
De er med resten af holdet rykket en række op i løbet af 2017, og havde glædet sig til at komme til fest på rådhuset, fortæller Matilde Olesen:
– Der er masser af lækker mad og sodavand. Så det er rigtig godt.
Som de andre sportsudøvere fik de som en del af festen en lille opmærksomhed og et borgmesterhåndtryk. Men faktisk er det ikke første gang, de hilser på Henrik Rasmussen, kunne Melissa Bredfeldt fortælle:
– Han har været og se os et par gange. Han virker meget flink.
Der var i løbet af aftenen rig mulighed for at høre mere om, hvorfor de forskellige sportsgrene er værd at kaste sig ud. Men for Laureen Lheme er der ingen tvivl om, hvorfor holdgymnastik er en god idrætsgren:
– Man kan lave en masse seje ting, for eksempel kan man lære at springe baglæns. Det er meget fedt.

Det store VM
2017 har været et stort sportsår målt i mesterskaber, kvalifikationer og medaljer. Men det har også været et særligt år målt på et andet parameter.
I juli 2017 var Vallensbæk Sejlklub nemlig vært for verdensmesterskabet i Formula 18 katamaraner.
En begivenhed Penny Wyon og Jan Hedmann Jensen var ophavsmænd til, og som de fortalte om ved tirsdagens fest:
– Det var en fantastisk oplevelse, som startede som en vild tanke, men som endte med at blive realiseret og en succes. Blandt andet på grund af et godt samarbejde med Vallensbæk Kommune. Men ikke mindst fordi over 80 frivillige leverede et fantastisk stykke arbejde.
Over 100 idrætsudøvere var mødt op. Desuden deltog cirka 30 ledere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top