Kjeld Rasmussen vil sende flere unge ud og rejse
IMG_4047.jpg
Brøndby IF har doneret til Kjeld Rasmussens Rejselegat. Overrækkelsen skete ved afviklingen af KMD Cup. På billedet ses fra venstre Ole Palmå, kommerciel direktør hos Brøndby IF, Morten Bødskov (S), MF, Kjeld Rasmussen og Per Bjerregaard. Foto: Brøndby IF
BRØNDBY. I forbindelse med, at Kjeld Rasmussen i december 2016 blev 90, blev der indstiftet et rejselegat for unge. Nu er der åben for en ny ansøgningsrunde

I forbindelse med forhenværende borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussens, 90 års fødselsdag i december 2016 blev Kjeld Rasmussens Rejselegat oprettet.
Legatet tjener til minde om Kjeld Rasmussens arbejde og resultater for Brøndby Kommune og Brøndbyernes IF.

Skal hjælpe unge ud
Legatets formål er, at støtte unges studie- og sportsaktiviteter. Ansøgere skal være under 18 år og opfylde mindst to af følgende kriterier: Bosat i Brøndby Kommune, medlem af og aktiv sportsudøver i en af Brøndby Kommunes idrætsforeninger og under uddannelse på uddannelsesinstitutioner eller virksomheder i Brøndby Kommune.
Der kan ansøges om støtte til studieophold, så elever i uddannelsesforløb kan færdiggøre deres ungdomsuddannelse. Desuden kan der ansøges om støtte til sportsrejser og sportsophold, så medlemmer af idrætsforeninger kan deltage i eksempelvis træningslejre og turneringer.
Legatet administreres af foreningen BIF’s Venner. Legatudvalget udgøres af Kjeld Rasmussen, Jan Bech Andersen, Pia Sadolin, Henrik Sørensen, Per Bjerregaard og Morten Bødskov.

Personer der bliver betalt for at være sportsudøvere kan ikke opnå støtte fra legatet.
Ansøgning kan fremsendes af enkeltpersoner, idrætsforeninger og uddannelsesinstitutioner med den krævede tilknytning til Brøndby Kommune.
Der kan maksimalt ansøges om 3.000 kr. per person. Der er to ansøgningsrunder om året. Deadline er 1. april og 1. september.
Der kan søges via www.brondbyif.net, hvor man også kan læse mere om legatet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top