Melormene holder gang i møllen
HLA_0982.jpg
Brøndbyvester Mølle blev bygget i 1888. Det er Melormene, de frivillige i Brøndbyvester Møllelaug, der står for vedligeholdelsen og driften. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Melormene, de frivillige i Brøndbyvester Møllelaug, har i løbet af nogle år sat Brøndbyvester Mølle i stand, så den igen kan male mel. Folkebladet har været på besøg for at høre historier og smage melorm

Klokken er et par minutter over ni en tirsdag i slutfebruar. Bordet er ved at blive dækket og inden tallerknerne er på plads, er selskabet oppe på otte mænd, der, som de selv formulerer det, alle er i deres bedste alder.
– Vi starter altid med sådan en her.
Torben Nielsen, der fredag den 2. marts modtog Brøndby Kommunes frivillighedspris, skruer låget af et syltetøjsglas og fisker et par melorme op.
– De smager meget godt. Endda lidt bedre, hvis man steger dem.
Da Folkebladets udsendte langsomt rækker hånden frem for at tage imod den millimeter lange snack, bliver der grinet hele vejen rundt om bordet. Det er tydeligvis ikke første gang, en gæst lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden vedkommende propper delikatessen i munden.

Få afgørende centimeter
Brøndbyvester Mølle blev bygget i 1888 og er af typen hollandsk mølle. I perioden frem til 1969 var den ejet af forskellige gårdejere og købmænd.
I 1969 købte Brøndby Kommune imidlertid møllen, restaurerede den og indrettede Møllehuset til værested for byens borgere. Siden kommunen overtog møllen, har forskelige møllelaug vedligeholdt møllen og i 2015 kom således et nyt hold til. Det møllelaug som blandt andet består af Torben Nielsen.
– Møllen var ikke i særlig god stand, da vi tog over. Faktisk kunne den ikke køre, fortæller Preben Thorndahl, der også har sin faste gang i kredsen af melorme.
– Vi havde en ekspert ude og se på møllen og det endte med, at vi fik det repareret. Problemet var, at hovedaksen sad fast. Det var kun et par centimeter, der skulle justeres, men selv så lidt betyder meget for en mølle, siger Torben Nielsen.

Et godt selskab at være i
– Jeg synes, vi bliver så tørre i halsen af al den snak. Steen Jensen griber ud efter sit snapseglas.
De andre gør ham hurtigt selskab.
Selvom de frivillige melorme bruger mange timer på at vedligeholde og reparere møllen, er fællesskabet også en vigtig del af deres engagement.
Og en vigtig del af dette fælleskab er det faste lægetjek i form af en dr. doktor Nielsen Bitter.
– Vi har et rigtig godt kammeratskab og det er da en af grundene til, at jeg har lyst til at bruge så meget tid på det, fortæller Erling Iversen.

Synlig del af byen
Det er Brøndby Kommune, der ejer møllen. Men det er møllelauget, der sørger for at den nu igen kan bruges, og en af de store opgaver, møllelauget har klaret på det seneste, er at reparere den krans, der er rundt om møllen, fortæller Torben Nielsen:
– Kommunen købte materialerne og så brugte vi ellers en del tid på at sætte omgangen i stand. Vi skiftede det hele ud felt for felt. Det tog lang tid. Men det blev også flot.
I det hele taget er samarbejde vigtigt for melormene, fortæller Torben Nielsen:
– Vi maler for eksempel mel til Møllehuset. Desuden har vi haft besøg af nogle skoleelever, der gerne ville se møllen og så er vi med på Kulturnatten. Det er vigtigt, at andre kan have glæde af møllen også.
Glæde skal møllen også gerne fremover bringe de Brøndbyborgere, der fylder 100 år, siger Torben Nielsen:
– Kommunen vil gerne have, at vi kører med flag, når nogen her i byen bliver 100 år. Faktisk havde vi vores debut med det, da Kjeld Rasmussen i slutningen af 2016 blev 90 år.

Føles godt
Vi har forladt Møllehuset og er på vej rundt i møllen for at se på aksler, møllehjul og forskellige former for bremser.
Erling Iversen hiver en tommestok op af lommen og forsøger at presse den ind mellem møllestenene, så vi kan se, hvordan de ligger i forhold til hinanden.
– Vi er alle sammen håndværkere på den ene eller anden måde og det er jo en fornøjelse, at vi i sin tid overtog en mølle, der ikke kunne køre og nu, tre år senere, har gjort den fuld funktionsdygtig. Det er dejligt at være med til.

Torben Nielsen fik under festen for de frivillige i Brøndby Kommune, Aktiv 2018, den 2. marts frivillighedprisen. Blandt andet for sit engagement i Melormene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top