Volleykvinder klar til semifinale
HLA_3075.jpg
Deprece Wahington (nr. 10) var en af de bærende kræfter, da Brøndby Volleyball Klub onsdag sikkert spillede sig i semifinalen om Danmarksmesterskabet. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Brøndby Volleyball Klubs kvinder gjorde kort proces onsdag, da de, i den anden kvartfinale mod Ikast KFUM, overbevisende spillede sig i semifinalen med en 3-0 sejr

Mens Brøndby Volleyball Klubs kvinder ikke var helt tilfredse med indsatsen i første kamp, som blandt andet bød på alt for mange servefejl, var der ikke mange ting, der kunne peges fingre af i onsdagens anden kvartfinalekamp.
Der blev spillet med en meget lille fejlprocent i angrebet. Der var således kun fem fejlslag i løbet af kampen, og kun fire gange lykkedes det Ikast at stoppe et angreb. Men hver gang sørgede Brøndbys angrebssikring for at holde bolden i spil.
Frem til 9-9 i første sæt fulgtes de to hold ad. Men kort efter rykkede Brøndby i først Lainey Jantzis og derefter Trine Kjelstrups serv til henholdsvis 16-12 og 21-13. Den sidste stime blev sat i gang af Trine Kjelstrup, som for alvor havde fået styr på sin serv og lagde ud med tre serveesser. Kort efter viste pointtavlen 25-16.

Deprece viste vejen
Deprece Washington havde en rigtig god kamp, og især i andet sæt havde hun stor indflydelse på resultatet.
Ved stillingen 2-1 gik hun til serv, og med skarpe velplacerede server, som blandt andet resulterede i fire serveesser, fik hun presset det jyske angreb så voldsomt, at Brøndbyforsvaret kunne kontrollere det og vende det til eget angreb. Da Deprece var færdig med at serve, havde Brøndby skabt sig et solidt forspring på 11-1.
Senere i sættet var det Mette Breuning, kampens spiller for Brøndby, der på samme måde pressede Ikast, da Brøndby gik fra 15-6 til 20-6 og sluttede sættet af ved 25-11.
Tredje sæt lignede de to foregående. Brøndby holdt Ikast under et konstant pres og med endnu et overbevisende sæt på 25-12, havde Brøndby på kun en time spillet sig i semifinalen.
Modstanderen i semifinalen bliver Amager VK, som i deres kvartfinale vandt over Team Køge. I den anden semifinale mødes Holte IF og Elite Volley Aarhus.

Mesterskab skal i hus
Anfører Eva Bang, der på grund af sin graviditet nu har fået fast plads på bænken, var efterfølgende godt tilfreds med det, hun så fra sidelinjen:
– Det var en god kamp. Især set i lyset af den første kvartfinale. Selvom vi også vandt i Ikast, så var det meget bedre i dag. Der var masser af energi. Vi gav dem ikke så mange gratis point som i den første kamp.
Med sejren i kvartfinalen er Brøndby et skridt nærmere sæsonens store mål, at hjemtage det mesterskab, som holdet i sidste sæson måtte aflevere til Holte. Og Eva Bang er, selvom hun altså må se til fra sidelinjen, optimistisk i forhold til missionen:
– Vi har et godt og stærkt hold, hvor bredden fungerer rigtigt godt. Så jeg tror på, det kan lade sig gøre. Men vi skal naturligvis først vinde vores semifinale.
Første semifinale spilles på fredag på udebane. Anden semifinale spilles på hjemmebane mandag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top