Elever gjorde en verden til forskel
IMG_2679.jpg
Bolsjeproduktion var en del af elevernes indsats i Gør en verden til forskel. Foto: Brøndby Ungdomsskole
BRØNDBY. Mandag samlede eleverne i Brøndby ind til fordel for syge børn. Der blev solgt kager, løbet sponsorløb og snorret på lykkehjul i lange baner for at tjene så mange penge som muligt

– Det er sjovt at være med.
Ciwan står ved et lykkehjul på gangen på Brøndby Strand Skole.
Overfor har et par drenge slået en kagebod op og klasseværelset bag ham er omdannet til et loppemarked.
Forældre og børn, der bevæger sig rundt mellem boderne, bliver opfordret til at handle og gerne meget.
– Pengene går til børn, der er syge. Det har vi da talt om derhjemme.
Ciwan og hans mor Oya, svarer på spørgsmålet i fællesskab.
– Selvfølgelig bakker vi op om det her, siger hun, mens hjulet går i gang.
– Det er jo en god sag og så er det vores lokale skole.
Mandag samlede Ciwan og alle andre folkeskoleelever i Brøndby ind til gavn for Make a Wish, en organisation hvor frivillige arbejder for at opfylde alvorligt syge børns ønsker.

Elevernes drive
Både om dagen og aftenen var der således en bred vifte af aktiviteter rundt omkring på og udenfor skolerne.
En del af de ældste elever havde lavet kontrakter på arbejde, de kunne udføre væk fra skolen.
På Brøndby Strand Skole var der åbent hus med boder, caféer, spil og loppemarked. Og på Brøndbyvester Skole samledes hele mellemtrinnet om et velgørenhedsløb, hvor der var kontant afregning for hver løbet omgang.
Det er fælleselevrådet, der sammen med ungdomsskolen står for dagen.
– Det er fantastisk at se, hvordan der hvert år opstår nye eksempler på, hvordan en klasse eller enkelt elev kan skabe en aktivitet eller lægge en indsats og få forældre, kammerater eller virksomheder til at smide lidt i kassen, siger Lasse Malmqvist, viceungdomsskoleleder, der hjælper fælleselevrådet med at koordinere projektet.
– For os i Ungdomsskolen handler det jo ikke så meget om beløbets størrelse, men mere om det fantastiske engagement, der opstår, når man laver en ramme for, at eleverne kan folde sig ud og arbejde mod et fælles mål på tværs af skolerne.

Godt at hjælpe andre
I gården bag Brøndby Strand Skoles afdeling på Strandskolevej er endnu flere boder slået op. Her kan man blandt andet købe perleplader og hjemmebagte boller.
I 2.bs bod, som Lina og Veronika styrer, kan man købe vafler og popcorn.
– Det er rart at hjælpe andre børn, siger Lina, mens hun hjælper en kunde med at få kagen op på en tallerken.
– Vi lærer noget om at hjælpe andre, og det er ret sjovt, tilføjer Veronika, der også kan fortælle, at salget er gået så godt, at de ikke har flere popcorn i boden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top