Første spadestik til en ny genbrugsstation
Første-spadestik.jpg
Første spadestik til den nye genbrugsstation blev taget af John Engelhardt og Leif Meyer Olsen. Foto: Sofie Lauritsen
GLOSTRUP. Arbejdet til den nye genbrugsstation i Glostrup blev markeret ved et officielt første spadestik af bestyrelsesformand i Glostrup Forsyning Leif Olsen og Glostrups borgmester John Engelhardt

Glostrup Genbrugsstation genåbner i slutningen af 2018 i en ny og forbedret udgave. Som mange allerede har opdaget, vil alle brugere af Glostrup Genbrugsstation i byggeperioden blive henvist til andre genbrugsstationer i Vestforbrændings opland. De nærmeste vil være i Albertslund, Brøndby og Rødovre.
Pris for hele ombygningen er 23,4 mio. kroner. Den gamle genbrugsstation var cirka 30 år gammel, og trængte derfor naturligt til en renovering på både pladsforhold, mandskabsforhold samt afleverings- og sorteringsmuligheder. Pladsforholdene var begrænsede, men der er fundet mulighed for mindre udvidelser samt optimering af indretning og drift. Den nye genbrugsstation udvider blandt andet antallet af sorteringsmuligheder, som dermed gør det muligt at øge genanvendeligheden af de indsamlede affaldsmængder i Glostrup.

Hvad bliver nyt?
Genbrugsstationen samles og gøres mere overskuelig og tryg. Dele af pladsen hæves, for dermed at opnå lettere tilgængelighed, mere brugervenlighed samt reduceret risiko for faldulykker og tunge løft for alle genbrugsstationens brugere. Det bliver muligt at kaste affald ned i containere, så brugerne ikke skal kravle på trapper og stiger. Samtidig bliver sikkerheden øget ved at flytte størstedelen af den tunge trafik af containerlastbiler ud af pladsen til sit eget kørespor.
Glostrup Forsyning forventer, at besøget på den nye genbrugsstation dermed bliver mere trygt og roligt. Med den nye genbrugsstation indføres ubemandet åbningstid, så brugerne bedre kan besøge genbrugsstationen, når de har behov for det.
Den nye hovedbygning kommer til at indeholde både kontor og formidlingsfunktion. Det betyder, at den nye genbrugsstation ønsker at formidle vigtigheden af genbrug. Rent praktisk kommer det til udtryk via kombineret frokoststue og formidlingslokale.
Sidst men ikke mindst genåbner den nye genbrugsstation med mulighed for at indlevere ting til direkte genbrug. De ting som indleveres til direkte genbrug samles i en modtagehal, hvorefter det overdrages til foreninger og velgørende organisationer, som står for den videre håndtering og salg i egne butikker og markeder.

Den nye genbrugsstation
• Nemmere adgang til containere fra nyt rampeanlæg
• Mulighed for aflevering til direkte genbrug
• Ubemandet åbningstid
• Formidling- og læringsrum for skoleklasser
• Én samlet plads
• Adskilt kundekørsel og tung trafik
• Gode oversigtsmuligheder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top