Glostrup Svømmeklub fyldte 50
GSK-2.jpg
Mette Dam Mikkelsen, formand for GSK, ønsker sig mere vandtid. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Onsdag aften præcis klokken 19.30 var det 50 år siden, at Glostrup Svømmeklub blev skabt. Det blev fejret på slaget i Glostrup Fritidscenter - med ønske om mere vand

Den 4. april 1968 klokken 19.30 kulminerede flere måneders hårdt arbejde for Aage Wredstrøm, der endte med at blive den første formand, og en lille gruppe andre svømmeinteresserede. De ville starte en svømmeklub i Glostrup, der netop havde fået svømmefaciliteter i form af Glostrup Friluftsbad.
Onsdag aften – præcis 50 år senere – stod Aage Wredstrøm på scenen i Glostrup Fritidscenter og fortalte historien. Han var imponeret over, hvad svømmeklubben har opnået siden.
– Jeg havde ikke forestillet mig, at man ville opnå så meget. Jeg var formand i fire år, og jeg har fulgt med lige siden. Jeg havde ikke drømt om, at det ville blive så godt. Fortsæt i de samme gode takter, sagde han.
Med omkring 900 aktive medlemmer er Glostrup Svømmeklub en af de største foreninger i Glostrup.

Lær at svømme
I dag hedder formanden Mette Dam Mikkelsen. Hun mener, at svømmeklubber har en særlig rolle i Danmark, fordi vi aldrig er langt fra kysten.
– Vi bor i et land, hvor vi har meget vand omkring os. Her fra Glostrup har vi højst ti kilometer til kysten. Alligevel er det kun en ud af fire voksne, der kan svømme 200 meter, som er minimum, hvis man skal svømme i havet. Der er mange, der sejler eller dyrker anden sport på vandet, som ikke er særligt gode til at svømme, siger hun.
Derudover er svømning god motion.
– Det er en super sund motionsform, der aktiverer hele kroppen, og man belaster ikke leddene. Det gør det også godt til ældre og til genoptræning, siger hun.

Større svømmehal
I sin tale efterlyste Mette Dam Mikkelsen en udvidelse af svømmehallen. Svømmeklubben savner nemlig træningstider til de mange medlemmer, og kunne også godt tænke sig at udvide med andre vandaktiviteter som vandpolo eller udspring.
Der er faktisk lavet en plan for, hvordan man kan udvide svømmehallen og ombygge hele fritidscenteret. Problemet er bare, det hele planen koster 250 millioner. Så mange penge har Glostrup Kommune ikke lige på en gang – og hvis de havde, ville økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen formentlig blokere for planen.
– Vi arbejder på sagen, sagde John Engelhardt i sin tale.
Efterfølgende uddybede han.
– Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at stå her og love en større svømmehal. Den plan, der er lagt, hænger sådan sammen, at man ikke kan starte i den ene ende, uden at slutte i den anden. Jeg vil gerne have en plan, hvor der ikke er så mange flotte træer, men hvor der er noget mere vand, man kan svømme i. For det er det, der er behov for lige nu, siger han.
Han mener, at en udvidelse også vil give andre gevinster.
– Vi har planlagt at ligge vores genoptræning i fritidscenteret. Vi tror på, at svømning er en vigtig del af genoptræningen for mange ældre, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top