Guld gør glad
Volley1.jpg
Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. I den femte finalekamp torsdag gjorde Brøndbys volleykvinder arbejdet færdigt og sikrede sig det danske mesterskab for femte gang

– Jeg har det vanvittig godt og jeg er lettet og stolt.
Sådan sagde Trine Kjelstrup fra Brøndby Volleyball Klub umiddelbart efter, at hun og resten af holdet torsdag aften havde sikret sig det danske mesterskab i volleyball. En holdning holdkammeraten Eva Mielskov Bang kunne genkende:
– Jeg er bare så mega glad og stolt over pigerne.
Mesterskabet kom torsdag aften i hus, da Brøndby vandt den femte og afgørende kamp over Holte på hjemmebanen i Stadionhal 1.

Styr på modtagninger
De fire første finaler har været tætte og utrolig spændende, så der var også lagt op til en nervepirrende afgørende kamp. Men som kampen skred frem skulle det vise sig, at Brøndby havde bedst styr på nerverne. Specielt i fjerde finale havde Brøndby undervejs problemer med servemodtagningen. Det vakte derfor tilfredshed, da anfører Trine Kjelstrup vandt lodtrækningen og valgte at serve. Hun var selv den første, der skulle serve og med et es undervejs kunne hun blive stående, indtil Brøndby var i front med 4-0. Hvilket var et godt grundlag for at få eventuelle finalenerver i ro.
Holte fik lukket hullet og de to hold kørte herefter parløb frem til stillingen 11-11. Brøndby vandt bolden og sendte Alina Sode til serv. Fem gange servede hun. De to første point måtte hun have hjælp af sine medspillere for at få sat på kontoen, men de næste tre var esser. Så inden Brøndby igen måtte overlade serveretten til Holte, havde de med 17-11 fået lavet et komfortabelt forspring.
I angrebet var Deprece Washington steppet gevaldigt op efter en fjerde finale. Noget atypisk havde Trine Kjelstrup ikke fået et eneste angreb ved nettet. Til gengæld blev hun brugt rigtig flittigt på backspike, angreb fra den bageste række, hvor man sætter af bag ved tre­meterlinjen. Der blev kæmpet godt på begge sider af nettet, men Holte formåede ikke at lukke hullet, og Brøndby kunne tage sættet med 25-16.

Trods alt de bedste
Andet sæt startede med et mindre forspring til Holte. Midt i sættet bølgede duellerne frem og tilbage og holdene skiftedes til at tage føringen.
Brøndby gik således fra 8-10 til 12-10, men Holte fik igen overtaget med 15-12. Brøndbys libero, Asli Ersózoglu havde godt styr på Holtes power-server Sofia Martinez-Lavin, som ikke havde succes med lange serve­stimer som i de tidligere kampe.
Brøndby fik igen kontakt ved 18-18 og i en slutspurt, hvor Trine Kjelstrup bankede den ene bold i gulvet efter den anden og selv gik i servefeltet, hvor hun stod for de sidste to point til stillingen 25-22.
Holte havde nu ryggen mod muren og bed også godt fra sig, da de i tredje sæt fik en føring på 6-2. Men Brøndbys forsvar fungerede perfekt med Asli Ersózoglu, Alina Sode og Deprece Washington, som de styrende kræfter.
Den canadiske hæver Emily Betteridge fordelte boldene perfekt og fik mod slutningen af sættet sat Mette Breuning i scene på nogle effektive centerangreb, hvoraf hun vandt tre i træk.
Brøndby fik hentet ind og i Lainey Jantzis serv gik de fra 17-19 til 21-19. Holte overlevede den første matchbold ved 24-22.
Men den efterfølgende serv blev sendt i nettet og Brøndbypigerne kunne under vild jubel kaste sig om halsen på hinanden og efterfølgende få hængt guldmedaljerne om halsen af forbundets formand Erik Jacobsen og Kent Max Magelund (S), borgmester.

Med syv mand
Alle kampe i finaleserien er vundet af det hold, der havde hjemmebane. Derfor var Brøndbyholdet efterfølgende også meget glade for den store opbakning, de har fået af et trofast publikum, understregede Jens Bang, træner:
– Kulissen er fed. Det er som at spille med syv spillere på banen.
Også Trine Kjelstrup, der igennem hele finaleserien har været spilafgørende understregede vigtigheden af opbakningen fra publikum. Samtidig pegede hun på en anden afgørende faktor for, at Brøndby til sidst kunne hæve pokalen:
– Der er mange vigtige faktorer, men det mentale har stor betydning, og det er noget, vi har arbejdet med hele sæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top