Hudecentralen skal lade livet til fordel for boliger
HLA_6236.jpg
Lagerhallen Hudecentralen skal sandsynligvis rives ned for at give plads til nye boliger. Lige nu er forslaget i høring. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. På det seneste kommunalbestyrelsesmøde blev det besluttet at sende en ny lokalplan for en del af Kirkebjerg i høring. Det betyder at Hudecentralen sandsynligvis må lade livet

Da kommunalbestyrelsen i Brøndby holdt møde den 14. marts, var Kirkebjerg til diskussion. Igen. Igen.
Denne gang drejede det sig om lokalplan 243 for Kirkebjerg Søpark 5 og Kirkebjerg Parkvej 7 samt kommuneplantillæg 16. To adresser, der blandt andet huser bygningen Hudecentralen.
Den nye lokalplan skal give mulighed for, at ejeren kan etablere over 300 nye boliger i fire til syv etagers højde.
Et ønske, der hele tiden har været en fast del af udviklingsdrømmene for Kirkebjerg. Men som altså, ligesom de øvrige planer, blev skudt til hjørne i efteråret, da kommunalbestyrelsen besluttede sig for at sætte tempoet ned og gennemtænke hele udviklingen endnu engang.
Men nu er det altså tid til at gå videre med denne del af udviklingen af Kirkebjerg.

Syv etager
Af lokalplansforslaget fremgår det blandt andet, at ejeren må bygge op til syv etager og at der må bygges med en bebyggelsesprocent på op til
130 mod Glostrup. Mod syd tillader lokalplanen derimod kun, at der bygges i op til seks etager med en bebyggelsesprocent på op til 100.
Desuden skal parkering anlægges på en måde, så mindst 70 procent af p-pladserne skjules i konstruktion i den nordlige del og 60 procent i den sydlige del.
Og endelig skal der skal etableres mindst 40 procent friareal i tilknytning til boligerne. Et tal der er forhøjet fra et tidligere forslag om blot 25 procent.

Almene boliger?
Da kommunalbestyrelsen diskuterede sagen på mødet den 14. marts glædede Steen Andersen fra Enhedslisten sig over, at udviklingen af Kirkebjerg har været tænkt igennem en ekstra gang:
– Det har været en god proces omkring boligpolitikken, vi har været igennem på det seneste.
Dog undrede Steen Andersen sig over planerne for netop Kirkebjerg Søpark 5 og Kirkebjerg Parkvej 7:
– Det undrer mig, at Hudecentralen nævnes som et sted, man sagtens kan rive ned, når det i Forstadsmussets redegørelse ikke alene er nævnt som bevaringsværdigt, men faktisk ekstrem bevaringsværdigt. Og alligevel står der i lokalplansforslaget her, at man vil anbefale at rive det ned. Det kan da ikke være en umulig opgave at bevare den. Er det investor, der er inde og sige, at det her er sgu for besværlig til, at vi kan bruge det?
Desuden benyttede Steen Andersen lejligheden til at pege på et punkt, der igen og igen er blevet hevet frem af Enhedslisten i forbindelse med udviklingen af Kirkebjerg og drøftelserne af den generelle boligpolitik i Brøndby:
– Der er nævnt ordet alment. Det kan vi jo godt lide i Enhedslisten. Skal vi tage det som et udtryk for, at der er investorer, der gerne vil lave alment boligbyggeri?

Nutidig virkelighed
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Hudecentralen eventuelt skal rives ned, havde Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget, en klar holdning:
– Da vi for nyligt var på rundtur i Kirkebjergområdet, udbrød jeg, da vi nåede til Hudecentralen, hvor er den dog grim. Ét er således, hvad der er rigtigt ud fra museumsfolkenes betragtning, og noget andet er, hvad der passer ind i boliger i dette område. Og her synes jeg altså ikke, Hudecentralen passer ind. Desuden ville det være dyrt at bevare den til for eksempel parkering, når man ser på, hvad man ellers kan få ud af det område. Derfor passer den ikke ind i det, man kunne kalde den nutidige virkelighed. Det er et synspunkt et enigt Teknik- og Miljøudvalg bakkede op om, da vi diskuterede sagen.
Der er dog andre bygninger i området, der ifølge Vagn Kjær-Hansen kan bevares og dermed skabe forbindelse til historien:
– Der er rundt i området nogle små tranformatorstationer, og det er jo meget lettere at bevare dem. For de har ikke så stor en indflydelse på, hvad der kan bygges. Så det er heldigvis ikke sådan at noget ikke kan bevares og alt bare må rives ned.
Desuden benyttede Vagn Kjær-Hansen lejligheden til at understrege, at der ikke, ifølge hans opfattelse, er interesse for de berørte investorer til at bygge almene boliger indenfor lokalplanens område.

Evt i stedet for Stranden
Kent Max Magelund (S), borgmester, mente heller ikke, at almene boliger er en del af dette kommende projekt:
– Jeg tror ikke, man skal forestille sig, at der kommer almene boliger her. Men når vi skal til at opføre nye boliger i Brøndby Strand i stedet for de PCB-ramte højhuse, kan det være, vi skal konvertere noget af det almene boligbyggeri der, til almene boliger i Kirkebjerg. Så vi ikke kommer over 60 procent almene boliger i Brøndby Strand, som vi er nogen, der mener, vi ikke skal være.

FAKTA
Høringsperioden løber fra 22. marts 2018 til og med den 17. maj 2018.
Der er borgermødet om sagen mandag den 16. april kl. 19-21, Kirkebjerg Parkvej 7, 1. sal (ved Mosaikhjørnet).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top