Nederlag i første finalekamp
fullsizeoutput_30d.jpeg
Det var desværre spillerne fra Holte, i forgrunden, der tog første stik i finaleserien om årets mesterskab. Onsdag spilles kamp nummer to på hjemmebane. Foto: Heiner Lützen Ank
SPORT. Det blev til nederlag for Brøndbys volleykvinder i den første finalekamp mod Holte. Holdet var mentalt ikke på toppen, mener anfører Eva Bang

Det blev ikke den ønskede start for Brøndby Volleyball Klubs volleyligadamer, da de i den første af op til fem kampe i finaleforløbet, led et nederlag til deres evige rivaler fra Holte IF.
Brøndby fik ellers en forrygende start på kampen. I hæver Emily Betteridges serv gik de på 4-1, og i de efterfølgende rotationer blev det til tre point i hver opstilling. Så da holdene var roteret en hel runde, var det med Brøndby i en solid 20-10 føring.
Desværre gik Brøndbys pointmaskine i stå og især i en enkelt opstilling gik det galt. Holte gik fra 11-21 til 20-21. De fik en sætbold ved 24-23, som Brøndby overlevede, men i opstillingen efter formåede Holte at lukke sættet med 26-24.
Andet sæt blev en næsten tro kopi af første sæt, blot med modsat fortegn. Denne gang var det Holte, der sikrede sig en solid føring, som, da den var størst, lød på 20-12. Men Holte gik i stå, blandt andet på grund af godt blokadespil fra Brøndbys Mette Breuning og godt forsvarsspil af kampens spiller Asli Ersózoglu.
Brøndby kom i Trine KJelstrups serv på 17-20. I Alina Sodes serv fik Brøndby overtaget, da de gik til 22-21, og kort efter tog Brøndby sættet med 25-23.
I tredje sæt førte Brøndby frem til stillingen 9-9, hvor Holte fik overtaget. Brøndby havde ikke effektivitet nok i angrebet og Holte kunne tage en overbevisende sætsejr på 25-19. Fjerde sæt blev mere tæt, men med Holte i en spinkel føring, som gennem sættet blev udbygget frem mod afslutningen på 25-21.

Det skal nok komme
Efter kampen ærgrede Eva Bang, anfører, sig også gevaldigt over forløbet:
– Det startede jo sådan set rigtig godt, men som første sæt udviklede sig, endte det med at blive en ordentlig mavepuster.
Ifølge Eva Bang spillede Holte godt, men kom ikke med noget overraskende. Derfor var det lige så meget Brøndby, der tabte kampen, som Holte der vandt:
– Vi vinder ganske enkelt ikke point nok, og så giver vi for mange væk.
Selvom et nederlag som dette ikke kan sættes på kort formel, så skal en del af forklaringen findes i holdets indstilling:
– Der var flere, der ikke ramte dagen, da det gjaldt. Og så var der for mange, der kiggede væk. Vi har brugt meget tid på det mentale, også at vi skal kigge hinanden i øjnene og vise, vi er der for hinanden, når det bliver svært. Det manglede i lørdags.
Onsdag spiller Brøndby igen mod Holte, og Eva Bang mener stadig, det kan ende med samlet sejr:
– Vi skal lave færre fejl og så talte vi efter kampen meget om det mentale. Har vi fokus på det, skal vi nok vinde på onsdag og samlet i finalen.

FAKTA
De to næste finalekampe, som er på hjemmebanen i Stadionhal 1, spilles på onsdag d. 11. april kl. 19.00 og lørdag d. 14. april kl. 16.00.
Man kan se mere om kampene på Folkebladets Facebookside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top