En dag i cykelfællesskabets tegn
Børn-og-ældre-cykler-bag-græs-002.jpg

Kampagner

Den 10. juni er der Store Cykeldag i Brøndby. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Brøndby kan opleves fra helt nye sider, når Cyklistforbundet og Brøndby Kommune inviterer til Store Cykeldag den 10. juni

Man skal bare have en cykel og lyst til at opleve Brøndby på en anderledes måde for at deltage i Store Cykeldag søndag den 10. juni. I år er Store Cykeldag udvidet med en børnerute på ti km, hvor der vil være en skattejagt med sjove opgaver undervejs.
På børneruten besøges de samme seværdigheder, som dem på den lange rute på cirka 17 km, men børnene skyder genvej imellem de forskellige stop.
Fra Marinegården går turen til Priorparken for at besøge den nye Produktions- og Eventhal, i NKT’s gamle højspændingslaboratorie. Næste besøg på ruten er PostNords pakkecenter, hvor deltagerne har fået lov at cykle igennem nogle af hallerne.
Turen går dernæst til den nyrenoverede Engtoftegård. Herefter cykles der til Dyregården Søholt, et fritidstilbud til børn i alderen 8-18 år. Den fungerer også som besøgsgård for institutioner, skoler og private.
Fra Dyregården cykles via ”Den hemmelige skov” lige syd for jernbanen og videre til Middelalderlandsbyen, hvor dagen sluttes af sammen med cyklister fra Hvidovre.
I Middelalderlandsbyen skal børnene finde skatten, og man kan få rundvisning i de to nye formidlingshuse, opleve udklædte middelalderfolk der sysler i middelalderhusene, og stille sult og tørst hos Kiowa Ringebæk Spejderne.
Klokken 13.00 trækker borgmestrene fra Brøndby og Hvidovre lod om flere præmier.

Store Cykeldag finder sted søndag den 10. juni og starter med åbent hus på Marinegården kl. 9.00 – 10.00, hvor der er lidt godt til ganen, rundvisning og livemusik fra Kvindelige Mariners Musikkorps.
Klokken 10.00 sender Kent Max Magelund (S), borgmester, deltagerne afsted.
Det er gratis at deltage i Store Cykeldag og der kræves ingen tilmelding.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top