Festlig aften med Beatles-musik
Rubber-band.jpg
Rubber Band afsluttede sæsonen i Glostrup Kulturhus. Foto: Holger Pedersen
GLOSTRUP. Glostrup Kulturhus sluttede sæsonen med manér, da Rubber Band spillede The Beatles

Glostrup Bio var fredag aften næsten fyldt med mennesker i festligt humør, der fik en dejlig og nostalgisk aften ud af det. Rubber Band har i mere end 30 år spillet Beatles-musik fra hele dette bands stærkt varierede karriere. Ligesom de fire fra Liverpool i begyndelsen – før der gik flowerpower i det – var i ulastelige jakkesæt med smalle slips, kunne de fire veteraner i Rubber Band såmænd ligne medlemmer af en klassisk strygerkvartet. Det varede dog kun, til de greb instrumenterne og fyrede den af. Ligesom forbillederne havde de gang i både akustiske og elektriske instrumenter.
Glostrup Kulturhus sluttede med denne koncert en flot sæson med stadig fremgang både i medlemmer, antal solgte billetter og i ambitioner. Programmet for efterårssæsonen, der indledes til september, er offentliggjort, og det meste af sæson 2018-19 er allerede planlagt. Der kan garanteres et varieret program med de større koncerter i Glostrup Bio og de mere intime i byens kirker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top