Første spadestik i ny bydel
Første-spadestik.jpg
Mandag tog viceborgmester Flemming Ørhem et symbolsk første spadestik. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Det første store boligprojekt i Kirkebjerg er allerede godt i gang. I sidste uge tog viceborgmester Flemming Ørhem et symbolsk første spadestik

118 nye boliger er ved at blive bygget på hjørnet af Stationsparken og Kirkebjerg Parkvej. I første etape er der 48 boliger, og her er halvdelen allerede solgt eller reserveret. Det er forventningen, at de første beboere kan flytte ind 1. august 2018.
Boligerne bliver på mellem 94 og 123 kvadratmeter.
Der bliver en parkeringsplads til hver bolig i bygningen, hvilket Flemming Ørhem er glad for.
– Så bilerne kommer ikke til at fylde i bybilledet, når de står stille, sagde han.
Derudover er der gravet ekstra langt ned, så på et plan under parkeringskælderen, vil der være 140 depotrum, som køberne kan tilkøbe, og dermed slippe for at leje opbevaring andre steder i byen.

Interessant område
Boligprojektet er det første i Kirkebjerg området, hvor både Glostrup og Brøndby Kommune forventer, at der vil blive bygget flere store projekter i de kommende år. Dette projekt er blevet til i samarbejde mellem Access Invest A/S og Jysk Byggeteam A/S.
– Vi begyndte at kigge på grunden for to år siden og lige fra starten var vi ikke i tvivl om at beliggenheden er attraktiv. Man får alt lige uden for døren, butikker, Glostrup Centret, S-tog station, stor letbane station og ny station for regionaltog. Desuden ligger motorvejsnettet utrolig tæt på. Det er ikke mærkeligt, at Glostrup Kommune også prioriterer dette nye boligområde i Kirkebjerg højt i deres kommuneplan, siger Hugo Thomsen fra Access Invest A/S.
Han mener også, at boligerne i Glostrup er attraktive, fordi de kan sælges billigere, end lignende boliger i for eksempel Rødovre eller København.
– Vi ved også at mange lejligheder i København er blevet for dyre og det derfor vil øge tilstrømningen af mennesker der foretrækker bylivet. Vores projekt rummer det hele og skiller sig især ud med lyse lejligheder og store altaner – til en pris der er betydeligt lavere end lignende boliger i f.eks. Rødovre, siger han.
Flemming Ørhem er selvfølgelig glad for, at der kommer investorer til byen.
– Glostrup Kommunes ambitioner og planer om vækst rimer godt med det, de som investorer kigger efter. Skive-egnen er jo et stykke fra Vestegnen. Derfor er det også dejligt at høre, når bygherre fortæller, som nogle, der kommer udefra, at planerne for at udvikle byen virker troværdige. Det er jeg naturligvis glad for at høre, siger han.

Brug for mere
Det er Danbolig, der har stået for salget af boligerne indtil videre. De har været meget godt tilfredse med salget.
– Det er meget Glostrup-borgere, der har købt. Borgere på 50+, som gerne vil videre fra deres huse. Der kommer også nogle børnefamilier fra de dyrere kommuner, siger Alice Lotinga, direktør i Danbolig Projektsalg.
Det var faktisk hende, der opfordrede investorerne til at kigge mod Glostrup, da hun oplevede, at mange Glostrup borgere kiggede mod Irma-byen, selvom de egentlig gerne ville blive i Glostrup.
– Jeg tror, der mangler flere boliger. Det er ikke nok med det her ene byggeri, siger hun.

2 kommentarer om “Første spadestik i ny bydel”

  1. Dorthe siger:

    Hvad med flere lejeboliger dem mangler der flere af i Glostrup

  2. Sandra siger:

    Hvornår går i i gang med at bygge på stykket længere nede? (Banemarksvej)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top