Historier fra arkivet
HistorierFraArkivet.jpg
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

9. maj 1988
Valgkampen startet i Vallensbæk
Men emnet er det nye ridecenter og valget er valget til byrådet i november 1989…
vallensbæk. Kurt Hockerup, C, mener, at SF har fået et akut tilfælde af markeringstrang. SFs Henning Vagn Jensen mener, de konservative er mindst lige så gode om den ting. Og socialdemokraten Jørgen Pedersen vil hellere skåne alle for timelange indlæg, end at tage del i ”valgkampen”.
Det var dog en slags rød tråd i kommunalbestyrelsesmødet i Vallensbæk onsdag, hvor de udemærkede byrådsmedlemmer blandt andet tog stilling til (læs: vedtog) en forøgelse af bevillingsrammen med 600.000 kr. til opførelse af en ny ridehal, samt en negativ bevilling på 84.000 kroner i forbindelse med driften af det ny ridecenter. Det første betød, at ridehallen blev 600.000 kroner dyrere, det sidste, at kommunen fik penge tilbage som følge af de foreløbige indtægter ved udlejning.
Men især den ene fik floromvundne sætninger frem.

Typisk for Vallensbæk
Den konservative flertalsgruppe havde angiveligt lagt sig fast på overhovedet ikke at ville kommentere indlæggene til første emne, der affødte den mest bemærkelsesværdige tavshed hos C, men som – selvfølgelig, fristes man til at sige – var ren honning for oppositionen.
– Typisk, indledte Jørgen Pedersen. Man fremlægger et budget og så bliver det dyrere og dyrere, når det først er vedtaget. I starten tænker folk: Nej, det var da billigt. De får ikke mulighed for at forholde sig til slutresultatet. Men også i dette tilfælde er projektet blevet tre-fire gange dyrere end ventet. Det ville være dejligt, hvis vi kunne få offentliggjort, hvad det her har kostet, sagde Jørgen Pedersen.
SFs Henning Vagn Jensen:
– Vor modstand mod ridehallen, som det luksusprojekt, den er, er mangeårig og velkendt. Ridehallen er fuldstændig ude af proportioner med vor kommunes størrelse.
Flertalsgruppen rejse sig derefter op og vedtog bevillingen på 600.000 kroner. Siden nåede man så til den negative bevilling på 84.000 kroner. Tallene svirrede og regnestykkerne blev som sædvanlig gjort op alt efter politisk anskuelse. Borgmester Poul Hansen, tilbage efter hjerteoperation i fin form, sammenfattede tingene således:

Børnene får det billigt
– Ridecentrets drift vil hvile i sig selv, eftersom de voksne betaler den fulde pris, mens børnene får det særlig billigt. Det har hele tiden været vor politik, og det står vi ved. Ridecentret får regional karakter. Det ligger der i projektets udførelse, men at kalde det Vallensbæk ridecenter er blot en konstatering af, at sådan gør vi nu engang.
-rik

6. maj 1998
Folkebladet udkom
ikke uge 19/98 p.g.a. konflikt

7. maj 2008
Klar til stor ansigtsløftning
En stor ombygningsplan for Glostrup Storcenter til et trecifret millionbeløb vil give 3.000 nye kvadratmeter og plads til 12 nye butikker. Byggeriet går i gang til sommer
glostrup. For et års tid siden kom det frem, at Glostrup Storcenters ejere, Danica Butiks Center A/S, barslede med en storstilet ansigtsløftning til det populære, men efterhånden lidt gammeldagsudseende Glostrup Storcenter, der ikke er ændret væsentligt siden åbningen i 1972.
– Centeret skal have en omgang. Det har været undervejs længe. Vi skulle bare finde den rigtige løsning. Men nu skal centeret moderniseres og shines op, siger Knud Svenning, der er udviklingschef i Steen & Strøm, som står for drift og administration af Danica Butiks Center A/S’s ejendomme.
I sidste uge kunne han præsentere planen og tegningerne for centerets butiksindehavere.
– Det er lige færdigprojekteret, og lokalplanen er på plads. Vi regner med at kunne gå i gang med byggeriet omkring sommerferien, siger Knud Svenning.
Byggeriet løber op i et trecifret millionbeløb og kommer til at stå på i over to år. Under byggeriet bliver der opført midlertidige butikker, som de berørte butikker kan flytte ind i.

Nyt indeni og udenpå
Både udenpå og indeni får centeret et helt nyt udtryk. Mest markant bliver udbygningen ud mod hjørnet Hovedvejen/Banegårdsvej og i den anden ende ned mod Glostrup Station. Det er her de fleste af de nye 3.000 m2 hentes. Mod Hovedvejen, som udgør første etape af ombygningen, bygges der udover den nuværende forplads. På førstesalen skal der indrettes en helt ny familieafdeling, med puslerum, legerum og så videre. Her skal der også være en ny café og centerservicekontor.
– I alt bliver der med ombygningen plads til mellem otte og 12 nye butikker plus to nye caféer, siger Knud Svenning.
Ifølge ham er de 50 eksisterende butikker glade for planerne, som de ser som en styrkelse af centeret i konkurrencen med de omkringliggende centre.
Kok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top