Historier fra arkivet
historier-fra-arkivet.jpg
Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

18. maj 1988
Brøndby byder på tre danske fodboldstjerner
Jan Bartram interesseret i kæmpe-kontrakt, mens Leif Nielsen, Randers og Brian Kaus, Brønshøj, tilbydes lejeaftale
BRØNDBY. De danske mestre i fodbold, der p.t. indtager 2. pladsen i 1. division før søndagens storkamp i Lyngby, har ikke uventet rettet blikket mod den tidligere AGFer, Jan Bartram, der efter sit skotske eventyr i Glasgow er vendt hjem til Danmark. Formand Per Bjerregaared havde mandag en samtale med en ”ikke uinteresseret” Bartram, der tilbydes en kæmpe-kontrakt i Brøndby, hvor han er udset til i efteråret at skulle erstatte John Jensen.
Samtidig kan det afsløres, at Brøndby næsten sensationelt har rettet henvendelse til Randers Freja, for at leje den jyske klubs kæmpe-talent Leif Nielsen i sommerens toto-kampe. Også Brønshøjs stærke Brian Kaus vil modtage et tilbud i så henseende fra Brøndby, der er indstillet på at skrive store checks for at erstatte eksempelvis John Jensen, der fik en ekceptionel millionkontrakt i Hamburg på Brøndbys foranledning.
– Jan Bartram passer perfekt ind i vore planer, siger en optimistisk Per Bjerregaard, der forklarer interessen for Leif Nielsen og Brian Kaus – to af Danmarksturneringens absolut største profiler i øjeblikket – således:
– Vi kan ikke inddrage vores otte OL-spilleres ferie. Derfor har vi besluttet at finde andre løsninger, og det står fast, at vi kun vil investere i de såkaldte ”stjerner”. Det betyder, at vi vil købe færre spillere til flere penge. Dybest set drejer det sig om at udvikle vore egne unge, og det sker ikke, hvis de i en økonomisk attraktiv toto-turnering skal kæmpe med ryggen mod muren. Den løsning, vi sigter mod er der virkelig perspektiv i, fastslår Per Bjerregaard overfor Folkebladet.
-rik

13. maj 1998
Skub i planer for Hovedvejen
Politikere og embedsmænd fra Glostrup, Brøndby, Albertslund, Rødovre og Høje Taastrup Kommuner holdt forleden møde med Københavns Amt om, hvad der skal ske med Hovedvejen
glostrup. Den har i årevis været et af de varmeste trafikale diskussionsemner i Glostrup Kommune, men nu er der måske udsigt til, at der også kommer handling bag ordene.
Hovedvejen/Roskildevej – for det er den det handler om – stod for nylig på dagsordenen på et møde, hvor borgmestre, udvalgsformænd og embedsmænd fra Glostrup, Brøndby, Rødovre, Albertslund og Høje Taastrup Kommuner deltog sammen med amtets formand for teknik og miljø, SF’eren Allan Schneidermann.
På mødet blev det aftalt at lade det rådgivende ingeniørfirma, Anders Nyvig, tale med hver enkelt af de berørte kommuner for at undersøge hvilke ønsker de har for Hovedvejen/Roskildevej. På baggrund af samtalerne skal ingeniørfirmaet søge at finde ud af, om der i kommunerne er fælles ønsker og idéer for Roskildevej og derefter udarbejde et projektforslag til, hvad der kan gøres på strækningen.
– Projektet skal gerne være udarbejdet inden sommerferien, og umiddelbart efter ferien er det meningen, at vi mødes igen for at drøfte forslaget, oplyser Allan Schneidermann, der betegner onsdagens møde som ”positivt og konstruktivt”.
Udvalgsformanden tør endnu ikke lægge sig fast på, hvornår arbejdet går i gang, men siger, at han håber, det bliver allerede til næste forår.
– Det afhænger naturligvis af, hvor store ambitioner kommunerne har, og hvor mange penge de selv er villige til at poste i projektet. Men min personlige målsætning er, at dette projekt skal være afsluttet i løbet af et par år, siger Allan Schneidermann.
Først når kommunernes ønsker er blevet belyst, vil man begynde at diskutere, hvordan regningen skal fordeles mellem kommunerne og Københavns Amt – men der er næppe tvivl om, at både amt og kommuner skal bidrage med betalingen, og at beløbet kan blive forskelligt fra kommune til kommune, alt afhængig af hvor meget der skal laves. Blandt andet gav både Glostrup og Rødovre Kommuner på mødet udtryk for, at de ønsker parkeringslommer langs vejen til gavn for de butikker, der ligger på strækningen.
Tob

14. maj 2008
Åbent hus i Vallensbæk
Vallensbæk Musikskole holder Åbent Hus arrangement i dag
vallensbæk. Vallensbæk Musikskole slår dørene op og inviterer børn og unge i alderen 9-13 år, der kunne tænke sig at spille et instrument eller synge i kor, til åbent hus onsdag den 14. maj fra kl. 18.30-20.00 i Multisalen, Idræts Allé 5. Arrangementet indledes med en lille koncert med Musikskolens begyndersammenspilsgrupper og orkestre, hvor de forskellige instrumenter vil blive præsenteret. Herefter er der frit salg for alle fremmødte elever til at prøve de forskellige instrumenter hos Musikskolens lærere. Der vil være lejlighed til at snakke om optagelse i bands, sammenspilsgrupper og orkestre, mulighederne for at leje instrument af Musikskolen m.m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top