Historier fra arkivet
historier-fra-arkivet.jpg
HELE OMRÅDET. Vi har været en tur i vores arkiver og har fundet lidt gamle historier frem. Historierne kan være forkortet af redaktionen. Husk at du også kan komme forbi og finde de gamle aviser, hvis der er noget du lige står og mangler.

25. maj 1988
DSB betaler sig ud af støjen i Glostrup
Lover at bidrage til byfornyelse ved Tunnelvej
glostrup. DSB vil betale for, at togene ikke larmer så meget hos beboerne i Glostrupvænge. Ikke ved at ændre på materiellet eller hastigheden. Men ved at yde en skærv til udskiftning af vinduer.
Muligheden bliver aktuel, når Glostrup Kommune den 1. juni indleder en offentlig debat om byfornyelse af adresserne Tunnelvej 2-24 og 3-7. Det er netop Glostrupvænge og Villa Marie, som ejes af papirfirmaet Behrend.
Alle godt 100 lejemål vil modtage kommunens oplæg. Tirsdag den 14. juni kalder kommunen til beboermøde på Glostrup Bibliotek. Fristen for at komme med kommentarer er 1. september.
Men hermed er løbet ikke kørt. Siden vil byrådet komme med forslag til byfornyelsesbeslutning, hvor de berørte atter har mulighed for at blande sig.
– Det er første gang, kommunen invilverer sig i byfornyelse, siger landinspektør Bente Kjeldal Jensen, planafdelingen. – I kommuneplanen er fem områder udpeget til eventuel byfornyelse.
Det er en forholdsvis ung bebyggelse, som nu skal forbedres. Villa Marie, der indeholder tre lejligheder, er ganske vist fra århundredskiftet. Men Glostrupvænget er bygget i 1940.
New

20. maj 1998
Vallensbæk får to 10. klasser
Manglende tilslutning betyder, at der ikke oprettes 10. klasse på Egholmskolen i næste skoleår
vallensbæk. Det er andet år i træk, der ikke er grundlag for at oprette 10. klasse på Egholmskolen. Politikerne vil nu have undersøgt årsagerne til den lave 10. klassesøgning blandt Egholmskolens elever.
I Vallens har kommunalbestyrelsen for nylig godkendt oprettelsen af to 10. klasser i kommunen i det kommende skoleår, hver med 17 elever.
På Pilehaveskolen har 10. klasseprojektet fået overskriften ”Idræt giver styrke – avisen giver fylde”, og her skal eleverne – ud over de traditionelle fag – beskæftige sig med avisfremstilling og idræt/sundhed.
Vallensbæk Skole har under overskriften ”Fra Oenschlager til Tæskeholdet” planlagt et skoleår med fokus på kultur – herunder også ekstrem sport. Desuden skal eleverne deltage i et brobygningsforløb efter eget valg.
Egholmskolens tilbud – Gode Blandede Bolcher – rummede blandt andet idræt, drama og udvidet praktik, men det var altså ikke nok til at tiltrække det nødvendige antal elever. Et faktum, der gav anledning til eftertanke hos kommunalpolitikerne.

Undersøgelse
Hvis man kigger på den brochure om 10. klasse, som er lavet forud for tilmeldingen, ser tilbuddene generelt spændende ud, og jeg vil foreslå, at vi får undersøgt, hvad der er årsagen til at Egholmskolen nu for andet år i træk ikke har tilslutning nok til at oprette en 10. klasse, sagde Charlotte Mayntz ved behandlingen på kommunalbestyrelsesmødet.
Tendensen til en lavere tilslutning til 10. klasse på Egholmskolen har været markant gennem mange år. Indtil for nylig hed tallene for tilslutning til 10. klasse: 75% på Pilehaveskolen, 50% på Vallensbæk Skole og 25% på Egholmskolen.
Gib

21. maj 2008
Nye standarder for farlig adfærd
Fanatiske FCK fans kastede brændende nødblus mod Brøndby tilskuere og tog nye metoder i brug for at sløre deres identitet
BRØNDBY. Fanatiske fans fra FCK viste nye eksempler på foretagsomhed, hvad angår ulovlig og vanvittig adfærd ved fodboldkampe. Da Brøndby og FCK’s spillere søndag løb på pbnen bredte der sig et stort abnner over FCK fanafsnittet på Brøndby Stadion. Da det forsvandt igen, havde de fanatiske fans, der hovedsageligt var klædt i sort, iførts sig sorte hættemasker, huer og så videre. Formålet var at sløre deres identitet, så de var sværere at genkende på videoovervågningen. Derefter tændte de op mod 100 nødblus, der blev kastete mod banen og tribunen nedenunder, hvor der stod Brøndbytilskuere, der måtte tage benene på nakken og flygte i panik. En 14-årig dreng måtte efterfølgende køres på hospitalet med forbrændinger.
FCK-formand Flemming Østergaard skammede sig over episoden, som han kaldte ”livsfarlig og uacceptabel”.
– Vi kan ikke kalde de folk for FCK fans, sagde han ifølge avisen Politiken.
Han lovede samtidig livsvarig karantæne til dem, som man kan identificere.
På Brøndby Stadion overvejer man, hvad der kan gøres for at undgå lignende situationer fremover.
-Kok

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top