Ny bilforhandler har fokus på tyske biler
HLA_8913.jpg
Cemal Avci har åbnet ny bilbutik på Vallensbækvej. Foto: Heiner Lützen Ank
VALLENSBÆK. Cemal Avci har åbnet en bilbutik på Vallensbækvej. Herfra skal der sælges brugte tyske biler

– Det er et rigtig godt sted. God placering og mange, der kommer forbi og kommer ind og kigger.
Cemal Avci er en tilfreds mand. For ikke alene har han åbnet en ny bilforretning, Nordic Biler. Han er også ganske godt tilfreds med placeringen på Vallensbækvej.
Den giver nemlig god mulighed for at præsentere de brugte biler, han sælger, for de mange, der kommer forbi ude på Vallensbækvej.
Cemal Avci er 25 år og har været selvstændig siden han var 18 år, og han kan godt lide følelsen af at være selvstændig:
– Det er hårdt, men fedt. Man er hele tiden presset til at lære noget nyt. For der er ligesom ikke andre, der kan tage over for én.
Udenfor står en række Volkswagen og Mercedes-biler, og det er ikke tilfældigt, understreger Cemal Avci:
– Man får simpelthen mere for pengene ved tyske biler. Det er god kvalitet, og så har vi en god og dygtig samarbejdspartner, der hurtigt kan skaffe bilerne. Vi får cirka otte biler om ugen, men kan hurtigt skaffe en anden, hvis det er en bestemt, man går efter.
Lige nu holder der cirka 20 biler udenfor Cemal Avcis butik. Men der skulle gerne komme lidt flere til:
– Målet er at komme op på cirka 50 biler. Det ville være fint. Det er alle typer, og vi ligger på et prisleje mellem 30.000 og 400.000. Så der er noget for alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top