Pinsegudstjeneste i det fri
HELE OMRÅDET. Også i år inviterer kirkerne på Vestegnen til fælles gudstjeneste under åben himmel i Vallensbæk 2. pinsedag

Pinsen ligger som den sidste af forårets mange fridage.
Ligesom til jul og påske knytter der sig også traditioner til pinsen og fejringen heraf, og 2. pinsedag er der mulighed for at fejre dagen sammen med mange andre.
Som tidligere år afholder Vestegnens folkekirker nemlig gudstjeneste ved gadekæret i Vallensbæk Landsby.

Forskellige indslag
Det går på skift blandt provstiets præster, hvem der står for den kirkelige handling. I år er det sognepræst ved Brøndbyvester Kirke, Lisbeth Christensen, der leder gudstjenesten.
Desuden har kirkernes organister, korledere og kor udarbejdet et program til dagen.

Før og efter
Pinsesuset lægger vægt på at være for hele familien, så før og efter gudstjenesten er der aktiviteter for børn, og spejderne, menighedsplejen og børnekorene byder på forskellige lækkerier.
Man kan også tage et tæppe under armen, pakke en madkurv eller lade sig friste af udbuddet i boderne.

• Aktiviteter og boder åbner kl. 10.00 og fortsætter efter gudstjenesten
• Gudstjenesten starter kl. 11.00
• Adressen til Gadekæret i Vallensbæk Landsby er Brøndbyvej 199
• Vestegnens folkekirker: Brøndby Strand Kirke, Brøndbyvester Kirke, Brøndbyøster Kirke, Glostrup Kirke, Herstedvester Kirke, Nygårdskirken, Opstandelseskirken og Vallensbæk Kirke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top