Skræmmekampagner Nej tak
Af Karen Ellemann, MF, Venstre, valgt i Brøndbykredsen

Regeringen har sammen med DF, SF og Socialdemokratiet indgået en aftale om finansiering af indsatsen mod parallelsamfund. Med aftalen bruges der 10 mia. kr. fra Landsbyggefonden til udsatte boligområder i 2019-2026. Pengene går til renovering, huslejenedsættelser, boligsociale indsatser, infrastrukturforbedringer og nedrivninger.
Det glæder mig, at et bredt flertal af partier med støtte fra bl.a. Socialdemokratiet er med i aftalen.
Socialdemokratiets Mattias Tesfaye har ellers inden aftalens indgåelse været ude med en lokal kampagne her på Vestegnen om, at ”de stjæler vores penge”. Socialdemokratiet og Mattias Tesfaye er tilsyneladende blevet klogere og kan nu godt se fornuften i at investere i udsatte boligområder, hvis vi skal have gjort op med de parallelsamfund, der bl.a. eksisterer på Vestegnen. Det glæder mig, at Mattias Tesfaye er kommet til fornuft.
Med aftalen har vi fundet finansiering til initiativerne i regeringens parallelsamfundsstrategi. Det indebærer blandt andet, at boligområder, der har stået på ghettolisten fire år i træk, skal nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030. Nedbringelsen kan fx ske gennem salg af almene boliger og grunde eller ved nedrivning af boligblokke. Samtidig strammer vi udlejningsreglerne, så vi opnår en mere blandet sammensætning af beboere.
Initiativerne skal ses i lyset af, at vi ønsker at hjælpe de ghettoområder, der er tynget af hård kriminalitet og præget af en gennemgående utryghed, og hvor der er meget store udfordringer med arbejdsløshed, sociale problemer og en markant andel af beboere fra ikke-vestlige lande.
Vi har heldigvis fået Socialdemokratiet med i aftalen om finansieringen, og det er mit ønske, at vi fremover kan få en mere fornuftig og saglig diskussion om de problemstillinger, som Danmark står over for. For vi har brug for, at vi sammen tager ansvar, så vi kan nå målet om, at vi ingen ghettoer har i 2030, så derfor også et klart nej tak til skræmmekampagnerne.

Svar:
Ellemann har misforstået boligaftalen

Af
Mattias Tesfaye (S), medlem af Folketinget, valgt i Brøndbykredsen

Kære Karen. Jeg er ked af at sige det. Men det er ganske enkelt ikke korrekt, hvad du skriver. Jeg har ikke ført skræmmekampagne. Jeg har tværtimod fortalt sandheden til borgerne på Vestegnen. Nemlig, at den borgerlige regering ifølge jeres egne tal ville tage 13 milliarder fra Landsbyggefonden og bruge dem på blandt andet vuggestuer og skoler. Det drejer sig om den såkaldte “ydelsesstøtte”.
Det var Socialdemokratiet imod. Gennem flere ugers forhandling lykkedes det at få reduceret besparelsen på Landsbyggefonden fra 13 til nul milliarder. Ja, du læste rigtigt. Der bliver taget et stort rundt 0 fra lejernes opsparing. Istedet bruger vi skattekroner på at styrke indsatsen i vuggestuer og skoler. Sådan bør det også være.
Ved siden af dette, aftalte vi også at bruge 10 milliarder fra Landsbyggefonden på renoveringer mv. i udsatte boligområder. Det har Socialdemokratiet aldrig været modstander af. Det er jo præcis hvad fondens penge skal bruges på. I Brøndby har flere tusinde borgere gennem de seneste år haft gavn af støtte fra Landsbyggefonden. Det er også kun rimeligt. Det er jo lejernes egne penge.
Karen Ellemann ønsker en mere fornuftig og saglig diskussion. Jeg er meget enig.
Jeg har selv deltaget i forhandlingerne og har derfor nøje læst mange hundrede siders bilag og notater om indviklet boligøkonomi. I denne sag ved jeg derfor, at jeg har ret, og Karen Ellemann tager fejl. Venstre ville tage penge fra Landsbyggefonden. Men Socialdemokratiet sikrede lejerne. Længere er den ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top